Sybaritter på forårsferie

Jeg medgiver da gerne dem, som siger "hold da op, hvor I har udrettet meget..". Når jeg ser tilbage på det første år Lars og jeg boede sammen - ja, så har vi da ganske rigtigt udrettet temmelig meget her i Resenbro (og så har jeg endda glemt at fortælle om vinduesudskiftning, et ekstra badeværelse, diverse malerarbejder o.m.a.). Faktisk forstår jeg heller ikke selv hvordan vi har nået alt dét, for det jeg husker bedst, er alle de dejlige timer vi tilbragte sammen.

Efter at drivhuset var færdigetableret tog vi på en kort ferie. Jeg havde bestilt et billigt sommerhus ved Mårup Strand på Samsø (hvor vi begge har været tidligere, og som vi holder meget af), og midt i maj drog vi af med cyklerne på trækkrogen.

Det blev nogle skønne dage med cykelture i omegnen, traveture langs vandet og ikke mindst i Nordby Bakker, som for mig - i skønhed og storhed - kun overgås af Hammerknuden på Bornholm.

At trave gennem dette skønne område en hel dag, med madpakke og termoflaske i rygsækken og sin kæreste i hånden, er ganske enkelt vidunderligt og noget alle par burde gøre efter mindst én gang om året! Når jeg ser på dette forårsbillede får jeg lyst at sige lissom i eventyrerne:

"Hvem er smukkest i riget her, en kirsebærbusk - eller min hjertenskær?"

Jeg er sikker på, at vi godt kan blive enige om at de blomstrende vildkirsebær er fantastiske sådan en majdag!

Hjemme igen bliver mit med-flyttede kirsebærtræ flyttet endnu engang, for nu skal vi til at gøre lidt ved rodet og Lars har planer om at bygge et brændeskur i forlængelse af den nye garage.

De første Rhododendron blomstrer, og særligt den lille opstammede 'Scneekrone' , som vi købte til halv pris i efteråret, viser sig at være yderst blomstervillig. Det har den iøvrigt også været sidenhen.

Den sidste dag i maj er det forrygende sommervejr, og vi fejrer årsdagen for min flytning med en lang cykeltur ud ad den gamle 'jernbanesti' - og med rejer og hvidvin på terrassen - og passionsblomsten i drivhuset vælger at springe ud.

Lidt vemodig må jeg dog også mindes at det er årsdagen for min fars død, men jeg tænker at han ville have forstået min glæde over livet, for allerede da jeg var 15 kaldte han mig kærligt for "sybarit", og så måtte jeg jo have fat i leksikon.