fredag den 29. marts 2013

Skære-torsdag

Lars trodsede helligdagen og medbragte skovsaven, da vi kørte til Hinge torsdag morgen. Nu kunne det ikke vente længere med at fælde de yderste træer i læbæltet, som tager eftermiddagssolen og en hel del udsigt!

Sådan så det ud i efteråret:



Jeg fulgte arbejdet inde fra stuen, for det var stadig hundekoldt, og jeg jublede også da det første flerstammede og grimme træ blev lagt ned. Det næste træ i rækken var noget højere og skulle skæres med varsomhed - men han er jo varsom, min kære mand.

Alligevel så det noget betænkeligt ud, og Lars så også betænkelig ud da træet begyndte at hælde den forkerte vej. Netop som jeg vendte ryggen til faldt det og lagde sig elegant tilrette med det yderste af kronen på terrassen.

Heldigvis gik det godt, men skære-festen sluttede for denne dag - tilbage var oprydningen. Og udsigten til sø og bakker er fordoblet og afgjort besværet værd.





torsdag den 28. marts 2013

Op af den frosne jord..

Vi kommer jo ikke uden om at det er flot derude i disse dage, med høj sol, frost og sne - men jeg kan ikke mindes et år, hvor jeg har længtes så meget efter forår og plusgrader. Vinter i påsken, det kan jeg trods alt ikke mindes nogensinde at have oplevet, så det må være på sin plads at lave et lille "huskeindlæg" som kan drages frem senere i livet:

Den 24. marts var haven dækket af sne og nattemperaturen sneg sig ned under -12 grader.



En lille Iris Germanica trodsede dog den frosne jord og struttede med sin himmelblå blomst, og hønsene forlod hønsegården og gik på opdagelse uden for hegnet.




Idag, Skærtorsdag, viser termometeret -9, solen er på vej. Det tegner til en fin dag, men der bliver ikke meget at gøre derude for havefolket!

Rigtig god påske!

mandag den 25. marts 2013

Tapet på tapetet

Det har været en dejlig weekend med masser af sol, inspirende gæster, god mad og et par flasker fra kælderen - og en hel del arbejde.

To søstre, en svoger og hunden Molly troppede veloplagte op i Resenbro fredag eftermiddag. Efter nogle hyggelige timer, fælles madlavning og afslapning med X-factorfinale i tv (jo, nogle af os syntes det var den rigtige vinder) gik vi alle tidligt til ro for at være klar til en arbejdslørdag i Hinge.

Madkurven blev pakket med søsters hjemmelavede rullepølse, lidt sild og påskeæg, nybagt brød og en flaske Rød Aalborg, og ved ni-tiden var vi alle klar til at tage fat. Vi piger koncentrede os om stuen, og hev tapet ned i lange baner, mens mændende skilte det gamle køkken ad.

Frokosten blev indtaget ved tapetbordet med udsigt til den solbeskinnede og tilfrosne sø, og aldrig smager en sildemad bedre end efter hårdt arbejde!





Og Molly? Hun var så heldig at komme i pasningsordning hos fru Nielsen - og jeg er sikker på at de nød dagen begge to!

tirsdag den 19. marts 2013

Udsigt til æg?

På sådan en iskold grå martsdag varmede det helt ind i hjertet at lukke postkassen op, for dér - mellem alle de sædvanlige irriterende reklamer lå et fint, lille brev til mig.



Udenpå den hjemmelavede kuvert var min adresse skrevet med fine, runde bogstaver, men der var ingen afsender på. Indeni lå der et flot klippet gækkebrev med ordene: "Mit navn det står med prikker pas på det ikke stikker", efterfulgt af 5 tydelige prikker.



Hm, gad vide hvem der har betænkt mig med sådan et fint gækkebrev? Gætter på at det jo nok er fra ét af mine børnebørn - men hvem?

Der må tælles bogstaver, for antallet skal jo passe:

Rebecca? Nej, hende kan det ikke være, alt for mange bogstaver.
Victor? Nej, der er også et bogstav for meget i hans navn.

Elias? Freja? Karen? Silas?

Der er altså 4 mulige ud af seks, så nu skal hovedet lægges i blød, for et påskeæg er jo på højkant. Og disse to fjollede høns skal jeg nok ikke vente mig noget af?





søndag den 17. marts 2013

Baggangen, fortsættelse

Det går fremad omend langsomt med den nye baggang. Ting tager tid - og weekenderne er noglegange lidt for korte.

Fredag hentede Lars materialer, og lørdag morgen drog vi tidligt af med madkurven. Det var endnu en pivkold weekend og et snevejr truede med stiv vind direkte ind fra de åbne marker, men indendøre var der heldigvis stadig varme på. Olietanken er ved at være tom, pyha, det er penge ud af lommen hele tiden. Hjemme er et vandrør læk, vaskemaskinen gik sig en tur for et par uger siden, og bilen har lige været en dag på værksted, så der er mindre og mindre at gøre godt med i det nye hus - men pyt, knofedt og energi har vi da heldigvis nok af!

Vinduet er blevet malet et par gange, bagdøren har også fået foreløbig to lag hvid maling, og jeg fik hevet lidt mere tapet ned i soveværelset.





I mens tog Lars fat på en mere spændende opgave: døren fra baggang til badeværelse har vi besluttet at blænde, allerede den første dag i huset blev vi grundigt trætte af at bygherren i sin tid har syntes det var smart med adgang både fra forgang og baggang. I badeværelset har vi tænkt os at finde et skab, der kan dække over pladen, og i baggangen bliver den tapetseret over med glasvæv.

Søndag havde vi lovet Morten at han skulle en tur med ud at se huset, velvidende at vi nok ikke fik udrettet så meget. Morten ELSKER at kigge på huset, og har altid fuldstændig check på hvad der er til salg i Silkeborg, og da vi tilmed havde lovet at tage frokostkurven med kunne det ikke være meget bedre for hans vedkommende. Han fik dog også lidt opgaver at hjælpe med inden han snakkede os helt segnefærdige. Og mon ikke også han fik et par gode billeder med hjem på sit uundværlige kamera?



Jeg fik kun et enkelt snevejrsbillede set fra hoveddøren, men da var det meste sne allerede smeltet igen.



søndag den 10. marts 2013

En ny baggang

Herovre i Jylland er en baggang hvad jeg på Sjælland har lært hedder et bryggers, og en baggang er da også netop hvad jeg vælger at kalde det lille, mørke rum i vores nye hus, som skal fungere som vaske- og fyrrum og også helst rumme plads til arbejdstøj, gummistøvler og meget mere.



Da rummet kun er på knap 9 kvm og tilmed p.t. har 3 døre og et vindue, bliver det noget af en opgave at få noget smukt og brugbart ud af det. Men vi tog frejdigt fat på opgaven lørdag formiddag.

Vaskebord, skabe, den gamle vaskemaskine, dørgerichter, loftsbrædder og gulvbelægning blev hevet ud til en begyndelse. Derefter kom turen til det hæslige brunmønstrede tapet, som heldigvis let lod sig skrabe af..

Der skulle selvfølgelig også være tid til den medbragte mad og en lille dram, men denne weekend har været så pivende kold at vi måtte blive indenfor i stuen. Heller ikke så dårligt.


Lørdag aften var rummet ryddet og klar til opbygning igen.



Søndag gik Lars igang med glasvæv og lim, mens jeg sleb og grundmalede vinduesrammen. For ikke at gå i vejen fortsatte jeg med tapetafdampning ovenpå i det kommende soveværelse, men det var ingen succes. Faktisk brugte jeg resten af dagen heroppe - med dette sørgelige resultat. Det må vi finde en anden løsning på, det er komplet umuligt at skrabe tapet af en gipsvæg.



Hvor vi i baggangen skal have en ny hvid bordplade op igen valgte vi at lade de gamle fliser være. I det før så mørke rum så de ærlig talt skrækkelige ud, men ved lidt nærmere eftersyn, og i sammenhæng med alt det nye hvide, ja så er de vel egentlig ikke så tossede endda? Nostalgiske og gammeldags, men så må jeg finde på en indretning, der passer til!


onsdag den 6. marts 2013

Første dag på landet

Efter 3 måneder med tællen på fingre og grundige overvejelser overtog vi i fredags vores 'otiumhus'. Ved et rent tilfælde fandt vi denne skønne plet på Danmarkskortet og faldt fuldstændigt for et smukt landskab, et brugbart-omend-noget-træt hus - og ikke mindst en allestedsnærværende ro og stilhed.



På en fredelig vej, i udkanten af en lille flække midt i et Midtjysk landbrugsområde med skov og sø - og dog kun et kvarters kørsel fra Silkeborg midtby. Hvor heldig har man lov at være? VI følte os i hvert fald så heldige at vi, efter de tre måneder med tællen på fingre osv., syntes vi var nødt til at slå til. Her vil vi bo på vores gamle dage. Også gerne før, men vi har altså lige et hus vi skal have solgt først...

Så foreløbig må vi nøjes med de gratis glæder og de forbedringer, der ikke koster meget andet end knofedt. Der er nok at tage fat på både ude og inde, for de to mennesker, der byggede huset i 1982, har levet her til deres dages ende indtil for knap et år siden. Der er gennem årene ikke sket mange forandringer, og de har helt klart været mere interesserede i udsigten end i egentlig havedyrkning.

Udsigten - her fra stuen - er da heller ikke til at kimse af, her er et foto fra vores første besøg i oktober, mens huset endnu var møbleret:



Grunden er på ca 1500 kvm, og huset er placeret nogenlunde midtpå så tæt på de åbne marker, som servitutterne tillader, og dermed trukket omkring 20 m væk fra vejen.


De høje træer i skellet, her til venstre, er noget af det første der skal ændres på, men vi har da heldigvis en god motorsav. Ellers er grunden udlagt med græs, lidt forpjusket buskads i det modsatte naboskel og en ligusterhæk ud mod vejen. That's all - så der er sådan set frit slag.

Indendøre trænges der også til en kærlig hånd, og vi har besluttet at starte med baggangen, som nok er husets grimmeste rum. Her regner vi med at bruge de næste 2 weekender på at gøre rummet brugbart som evt. reservekøkken, når vi senere rydder det oprindelige køkken.




tirsdag den 5. marts 2013

Forårskåde høner

Termometeret på nordsiden stod på 11 grader da jeg kom hjem fra arbejde, så i dag lokkede forårsvejret til en kop kaffe i solen. Hønsene elsker at få selskab, så de blev lukket ud i løbegården mens jeg fandt en sten at sidde på.

De høns er jo et kapitel for sig, som jeg desværre ikke har skrevet nok på endnu. Vi fik dem jo hjem i august, og måtte mange prøvelser igennem før vi lærte hinanden at kende, men lige siden har vi troligt ventet på en kvittering for al vores omsorg - helst i form af ÆG.

Endnu har vi ventet forgæves, de kære høner er vist mere interessede i mad og søvn. I de perioder, hvor sneen har dækket jorden, har de endog nægtet at gå uden for en dør. Det må have været nogle lange dage derinde i halvmørket, siddende på en pind, men ingen nok så lækker godbid kunne lokke dem ud i sneen. Men den sidste uges tid har de fået energien tilbage, forårskåde vimser de frem og tilbage i buret så snart de hører at vi tager i havedøren, så ved de at vi kommer med lidt ekstra og at de bliver lukket ud i løbegården.

Flere gange er det sket at én af dem pludselig er kommet til at baske så meget med vingerne, at hun er havnet uden for det lave hegn. Forleden tog jeg konsekvensen og lod en åbning stå, så de selv kan komme indenfor igen.

Mens jeg nød min eftermiddagskaffe idag kom de alle tre spurtende ud til min siddeplads i solen. Ganske overmodige fulgte de med mig rundt i haven og nød helt tydeligt at finde nye skrabesteder, men den mest forsigtige fandt dog hurtigt hjem igen - blot for at stå og kalde på de to andre. Her har jeg fanget et par billeder, de er nu ret flotte med sollyset spillende i fjerdragten. Og æggene kommer vel en dag - eller hvad?




mandag den 4. marts 2013

Forårsfornemmelser efter en lang tænkepause

Det var et langt efterår og har været en endnu længere - tilmed mørk, kold og trist - vinter, men nu ser det ud til at lysne lidt.

Eftersommeren 2012 var ellers så smuk med de lange, varme dage, sydlandsk stemning på terrassen og herligt gokkende liv i hønsegården, men mine tanker drog på langfart. Mest til mine dejlige, voksne børn, som alle havde deres at slås med gennem året. Det er så lidt jeg kan bidrage med, nu jeg har valgt en bopæl så langt fra deres, men vi så nok hinanden lidt oftere end ellers og delte nogle af livets største begivenheder på godt og ondt. Bryllup og skilsmisse, fødsel og begravelse.

Under dramatiske omstændigheder kom Victor til verden på Bornholm sammen med sin bror Villas. De to små mennesker var ventet med længsel og nøje tilset af landets dygtigste specialister, men kort efter den alt for tidlige fødsel måtte Victor flyve med lægehelikopteren til Rigshospitalet, mens hans lillebror blev fulgt til Nangilima af en engel.

Victor lever op til sit navn og er i dag en fin og velnæret dreng på 4 måneder. Han nyder helt sikkert at være familiens midtpunkt, men hans mormor finder det svært at være så langt væk, og længes meget efter den planlagte forårsferie på Bornholm. Heldigvis sender Victors mor nogle billeder, så jeg også kan opleve ét af hans første smil.


Alt dette gjorde, at jeg i lang tid fortrængte lysten og interessen for haven og alle de gøremål i den forbindelse, som jeg ellers havde haft så meget fornøjelse af. Der var ganske enkelt ikke mentalt overskud, og så må man jo sortere fra.

Alligevel var der en slags haveglæde, der vågnede i mig, den dag Lars lidt tilfældigt 'faldt' over en husannonce i den lokale avis, og vi kørte en tur for lige at se det an. Vi har nok begge en svaghed for at følge lidt med i det lokale ejendomsmarked, for dybt begravet i os begge er drømmen om at komme ud under åben himmel, men trods husprisernes fald gennem de seneste år har vi hidtil anset det for en økonomisk umulig drøm.

Og så kom muligheden alligevel til os, for huset på landet er nu - efter måneders nøje overvejelser - blevet vores.

Se det er en ganske anden historie, som jeg har lyst til at fortælle lidt mere om en anden dag!