Flytterod og potteplanter

..Tak for søde kommentarer til mit forrige indlæg. Jo, jeg har tænkt mig at fortsætte historien, for jeg synes den skal fortælles før jeg som 'blogger' kan lande dér, hvor jeg er nu..:

I flyttebilen havde jeg stuvet så mange planter som overhovedet muligt - i kasser, baljer og krukker. Ikke at jeg havde tømt haven på Lærkesvang, men der var enkelte småtræer jeg følte personligt for, og derudover var der allerede mange planter der kunne deles. Det var således små klumper af forskellige stauder, en hel del nye frøplanter som trængte til at blive pottet op, krydderurter og stiklinger af mange slags: minisyren, pil, sommerfuglebusk, hortensia, sankt hansurt og pelargonier.

Alt dette stod nu og sukkede efter hjælp i skyggen ved husgavlen, og i weekenden tog Lars mig derfor under armen og hjalp mig tilrette på en stol dernede. Så sad jeg lykkeligt og pottede alle min frøplanter: jordbær, katteurt, tagetes, solhat, purpursolhat og flere andre. På trappen op til terrassen fik jeg Lars til at stille potterne med pelagonier i parade, og mine kapilærkasser blev tilplantet med sommerblomster. Det var så absolut de første blomster i dén have..

Lars havde været flittig i foråret og havde fældet et par store træer i den bagerste ende af haven, nu blev vi enige om også at fælde de 2 fyrretræer, som stod nærmest huset. Det gav herligt meget lys, og stubbene blev straks taget i brug. På den ene står afskedsgaven fra mine kolleger på Sjælland stadig; en lille skulptur som mit dengang 5-årige barnebarn straks døbte "hurradamen".

De fleste billeder fra de første uger er taget her fra trappen, ganske enkelt fordi jeg stadig havde besvær med at hoppe ned ad den - men også fordi resten af 'haven' simpelthen var umulig at forcere. Først da Lars fik gang i rotorklipperen og - med kogler, lyng og sand fygende omkring sig - slog en sti rundt om den store enebærbusk, kunne han tage mig under armen og vise mig den fjerneste ende af haven.

Deroppe lå et kæmpebjerg af grene, som Lars havde tænkt sig at køre på lossepladsen. Overmodig, som jeg nu engang er, stoppede jeg ham og bad ham istedet køre min kompostkværn frem til "gangbar sti". Vel anbragt her bag maskinen kørte jeg grene igennem i timevis, efterhånden som Lars slæbte dem frem til mig. Al den gode flis blev spredt ud på hovedstien og mellem de Rhododendron og små opstammede træer, vi flyttede hertil fra deres trange kår i forhaven.

Således begyndte vores have lige stå stille, skridt for skridt, at træde frem fra vildnisset. Og mine skridt blev heldigvis også bedre inden jeg i september tiltrådte mit første job i Jylland.