søndag den 29. september 2013

Vovemod

Skønt, skønt sensommervejr i hele weekenden - perfekt til den planlagte planteflytning. Fredag eftermiddag nåede vi at grave nogle Rhododendron og et par Hortensia op i Resenbro, og lørdag formiddag kunne vi så i fællesskab (jeg var nødt til at have hjælp fra Lars, for ryggen har stået på "hold" den sidste uge) fylde muldvarpeskuddene ud med planter. Jeg havde også købt 10 små, helt almindelige lyngplanter (temmelig tåbeligt, når man nu bor på en veritabel hedegrund med latent invasion af Calluna Vulgaris), at fylde ud med.





Lars gravede endnu et par planter op hjemme, som han og Morten fik sat i jorden søndag. Nu kan man da godt se en mening med alt graveriet, ikke?




For mig var der stadig et par trappetrin og et gelænder, der skulle rulles over. Køkkenvæggene blev malet i en special-hvid, men jeg kan nu ikke se den store forskel. Derimod skal jeg da lige love for, at der var knald på den indkøbte maling til endevæggen i stuen. Det var nok lige her Lars mente at jeg udviste vovemod.

Efter første overmaling ændrede stuen unægtelig karakter fra pænt-hvidt til WAUOO-den-er-godtnok-blå.



Men jeg tror fortsat på ideen, og bliver vist nødt til at snige mig en tur til Hinge i løbet af ugen for at male væggen færdig. Næste weekend er nemlig helliget Victor - og det er svært at vente 2 uger med at se det færdige resultat.

søndag den 22. september 2013

Muldvarpeskud?

Malerarbejdet skrider fremad, Lars blev færdig lørdag med at tapetsere ovenfor trappen - og her er stigen sat frem på stilladset til første omgang maling.
 
 
 

Jeg har p.t. kun småopgaver, trappetrinene fik endnu en gang med rullen og vinduespladerne ligeså. Når nu jeg har fat i den grå maling har jeg også indlemmet den tallerkenrække, jeg fandt i en genbrugsbutik i sommer.



Til gengæld fik jeg så tid at komme i haven, og det var herligt i det dejlige lune lørdagsvejr. Man kunne måske godt - ud fra billedet nedenunder - forledes til at tro at der var kæmpemuldvarpe på spil, og muldvarpe har vi da ellers også en del af i Hinge. Nogle "lus" skal der jo være i skindpelsen, her i Resenbro har vi kun haft besøg af en enkelt af slagsen, men den fortrak hurtigt. Der er vist ikke orm nok i vores karrige sandjord...

Her er der dog tale om en tobenet muldvarp, alias mig og min spade, som er ved at planlægge et fremtidigt surbundsbed. Jeg har tænkt mig at flytte nogle mindre Rhododendron med fra Resenbro sammen med aflæggere af de tyttebærplanter, som efter fire år pludselig er eksploderet i tilvækst. Tre fine Pieris-varianter, indkøbt i foråret, står allerede og venter i deres krukker, og mon ikke også det kan lade sig gøre at flytte nogle lyngplanter?

Jeg ved jo efterhånden af erfaring, at Rhododendron vokser overraskende hurtigt når de trives, så derfor skal de ikke plantes alt for tæt. Omvendt har jeg ikke lyst til at se på bar jord i flere år mens jeg venter, så planen er at de hver for sig får et passende bed nu, som så senere kan udvides ved at fjerne græsrabatterne imellem dem. Så må Lars bare øve sig i at køre slalom med havetraktoren!




Der blev også tid til overs til en oprydning i 'garagebedet', der har været mellemstation for adskillige af stauderne sommeren over. Her skulle gerne være plads til mine få roser.


Jorden langs med kvashegnet var groet til i ukrudt, men da jorden stadig var løs og lækker efter forårets gennemgravning var det ikke vanskeligt at grave alt det uønskede op. I stedet satte jeg en række Vinterglans, som jeg har opformeret i fra stiklinger i løbet af sommeren.



De småplanter, som Rebecca hjalp mig med at plante ud i sommerferien får dog lov at stå ved hushjørnet endnu en tid. Der er en hel flok af de fineste små himmelblå Riddersporer, som jeg nok kan få glæde af et eller andet sted.




søndag den 15. september 2013

Farvel marmor..

 
 
Min grå gulvmaling til trappetrinene kom med posten i løbet af ugen fra Netmaling - nemt! Så var det bare at komme i gang lørdag morgen, for halvdelen af de 12 trin var blevet grundmalet. Flot farve og lækker maling - så går det som en leg.
 
Jeg læste på malingen, at den egner sig både til træ- og betongulve, og så var det nærliggende at skæve til de fire vinduesplader i stue og køkken. Ikke at jeg skal nedgøre nogens smag, men marmor har nu aldrig sagt mig noget særligt, og disse eksemplarer hører absolut ikke til de mest spændende.
 
Så jeg vovede forsøget og resultatet blev ganske fint. Nok ikke noget man skal kradse alt for meget i, men alternativet - at skifte vinduespladerne, som er muret ind under vinduerne - er en noget mere uoverskuelig opgave, så mon ikke det er nemmere at vedligeholde malingen?
 

 
 


Lars har bygget sit trappestillads, og søndag fik han tapetseret den ene side af opgangen.

 
 
I stuen ligger 11 trappetrin og et større repos linet op på rad og række, grundet og de fleste malet 2 gange. Jeg er spændt på det færdige resultat!




Søndag bød på en del regn, men det tror jeg kun mit nye blomsterbed var glad for
 
 
Og sidst på eftermiddagen blev der da også en lille sprække i det grå skylag, som et stort blåt øje der blinkede til os. Mon det betyder er der kommer held ud af dagens 'åbent hus' derhjemme i Resenbro? Der lå en besked om at der havde været tre hold besøgende, så der kunne da være en chance.


søndag den 8. september 2013

Trin for trin

Der har været lidt travlhed herhjemme på det seneste, så bloggen har måttet passe sig selv, for endelig opstod der en pludselig interesse for vores hus og det påkaldte naturligvis lidt ekstra opmærksomhed fra vores side - både ude og inde.






Haven tager sig helt pænt ud nu, efter en grundig oprydning og udtynding i nogle af de mere tilfældige beplantninger. Traileren blev fyldt op med overskydende stauder (og en hel del ukrudt og haveaffald) som blev kørt henholdsvis til haven i Hinge og på genbrugspladsen.

Midt på den alt for store græsplæne mod syd har jeg påbegyndt et blomsterbed, som blev fyldt op med purpursolhat, salvie, Høstanemone, Ridderspore, Rudbeckia og andre gule solhatte (som jeg ikke lige kan huske navnet på). Lidt rodet ser det nok ud efter flytning og omplantning, men mon ikke det kan blive flot til næste år? Der kom også en stor Sankt Hansurt - Matrona - til i dag, og i mit første bed på den anden side af huset blev stauderne erstattet af en blandet flok lavendler.





Ellers har vi brugt de sidste 2 weekender i forgangen, hvor jeg med stor fornøjelse til en forandring fik kulør på penslen. Efter 6 måneder med stride strømme af hvid maling NØD jeg at få lov til at male bare én væg med min delvist hjemmeblandede grønne farve.



Lars har taget fat på 'operation trappe', som har krævet mange timers drøftelser at finde en løsning på. Da han skulle tapetsere bagved trappen valgte han at skrue nogle af trinene af - derfra var der ikke så langt til at forsøge at skrabe det gamle, ulækre gulvtæppe af, men tæppelimen sad grundigt fast. Efter nogle forsøg med diverse redskaber forsøgte han sig med lampeolie, skraber og til sidst en rystepudser, og resultatet ser ud til at kunne bruges. De første trin har jeg grundmalet og i aften har jeg bestilt lysegrå gulvmaling.



Her er det sidste af trinene, som de har set ud i 30 år. Vi er spændte på at se forandringen, når trappen skal samles igen, men først vil Lars udnytte muligheden for at bygge et stillads op, så han kan tapetsere væggene i "trappeskakten" - så der går jo nok et par uger eller tre...






Det ser desværre ud til at vi får lidt mere tid at løbe på, ingen af de seneste fremvisninger har bragt os videre til et hussalg, men næste weekend bliver der et "åbent-hus" arrangement, så måske....?

Det kræver nok også lidt opmærksomhed fra min side, så ugen er sat af til rengøring:)