tirsdag den 27. marts 2012

Hvem spiser mine tulipaner?

Dette skulle have været dagens spørgsmål, men svaret fik jeg allerede kl. 06.54 da jeg stod ved havedøren. En fuldvoksen rå spadserede tmålrette værs gennem haven med retning netop mod mit nyeste bed med tulipaner...

Jeg lindede blot lidt på døren, så rejste den hovedet og var væk i nogle få spring.

Tulipanerne ser sådan ud efter tidligere besøg



Min plan for dagen var ellers målrettet, for jeg drømte om at nå lidt priklerier i eftermiddagssolen. Planer har det dog med at skride, og min plan skred allerede da jeg lagde hovedet på puden igen efter at have slukket vækkeuret kl. 6.00. Efter arbejde havde jeg en aftale med min frisør, og det var da også helt fint indtil jeg skulle betale. Da hun vendte dankortterminalen om mod mig oplevede jeg et totalt blackout (hvilket jeg ikke har oplevet før i de 20-25 år jeg har haft dankort).

Efter 2 forgæves forsøg blev vi enige om at jeg lige skulle gå en tur, så ville hukommelsen nok komme tilbage. Hmm, efter tredje forsøg blev kortet spærret og så stod jeg der med håret i postkassen (nånej, nu var det jo klippet af?).

Hjemme fik jeg ringet til min sjællandske bank, som beroligede mig med at jeg fik tilsendt koden i løbet af et par dage...Lars er ude som rejsemontør i denne uge, så jeg må pænt klare mig med de småpenge der tilfældigvis var i min pung.

I al denne forvirring nåede jeg selvfølgelig ikke noget som helst udover at aflægge fru Nielsen en visit, men det er nu heller ikke at foragte!

p.s. Dagens eneste foto viser en bakke med myriader af Høstanemonespirer. Efter et tip fra en af jer flittige havebloggere, fik jeg for nogle uger siden kigget en ekstra gang på de visne planter, og i den største fandt jeg en håndfuld uldklumper, som blev spredt ud i en såbakke.

mandag den 26. marts 2012

Misundelse

Den sidste tid har jeg næsten ikke kunnet holde ud at læse haveblogs. Foråret står derude og banker på, solen skinner pludselig varmt, dejligt og lokkende fra en skyfri himmel, fuglene synger for livet og formeringen og flyver hid og did med redebyggematerialer. Løg og stauder nærmest VÆLTER op at jorden med lynets hast og kalder på mig og mit kamera og alle mine sanser.

Og så er det jeg bliver GRØN af misundelse, når jeg læser alle de skønne haveblogs tidligt om morgenen, før arbejdstid, før solen er nået op over træerne. Misundelig på alle de heldige asner, som på én eller anden måde får tid, overskud, energi til alt det derude i haven - OG til at skrive om det...

Men jeg hævner mig en dag, sådan cirka om treethalvt år, når regeringen og statsministeren synes jeg er gammel nok til at gøre lige nøjagtigt hvad der passer mig. Som jeg valgte at gøre det i den seneste, helt vidunderlige, lune og solskinsfyldte weekend: Tidligt op og ud for at luge, grave, flytte planter, prikle og potte om, tømme krukker og købe nye til sommerens Pelargonier. Alt sammen i bevistheden om, at rengøring og vasketøj, malerarbejde, oprydning, indkøb, madplaner og alle de andre praktiske gøremål måtte skubbes ud i det uvisse. Måske når jeg det i løbet af ugen. Måske ikke.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig VILDT til det bliver weekend igen, for er der noget skønnere end havearbejde i forårssolen?

Kameraet løb tør for strøm, så de fleste billeder fra en herlig haveweekend må jeg genkalde mig i hukommelsen. Nogle få digitale kan jeg dog godt dele her:








mandag den 12. marts 2012

Vild med Purpursolhat?

Purpursolhatten "Magnus" er nok den blomst i min have, jeg har allermest glæde af. For hvert år vokser de sig større og kraftigere, og 4. år efter såning så de sådan ud:



Altid fyldt med sommerfugle og nye blomster undervejs fra juli til oktober.

I vinter har de stået smukt med dekorative frøstande, og forleden høstede jeg et par håndfulde frø inden blæsten tog dem. Da så de sådan ud:


Efter nøjagtig seks dage i god såjord begyndte de tørre frøskaller at rejse sig, og efter otte dage står spirerne ivrigt og stræber efter lyset


Med den spirevillighed tør jeg godt udlodde resten af årets frøhøst, så er du også vild med Purpursolhat, har du nu chancen for at få et helt bed fuld -ganske gratis.

Kig ind i Havebutikken hvor et brev af disse frø sendes gratis med dit køb, så længe lageret rækker.

Nye løg og knolde

Posten har været her med en kasse løg, som skal afprøves i have og drivhus til sommer. Nogle af dem var allerede ved at spire trods tør og god indpakning, så jeg brugte lige en times tid i drivhuset på at lægge dem alle i potter med god jord.

Så regner jeg med at kunne omplante dem i krukker senere. Indtil videre er der kun billeder af indpakningerne....




Ud over disse tre blå er der også en Løjtnantshjerte og 2 hvide liljer.

Inde i stuen har jeg til gengæld fotograferet min forårs-overraskelse: Den røde Amaryllis, som jeg troede død men havde været for doven til at smide ud, står 'pludselig' i blomst. Utroligt, hvilken tak man får for glemsomhed og dårlig pasning!


lørdag den 10. marts 2012

Flishugning

Både fru Nielsen og jeg holdt selvfølgelig vores aftale, selvom dagen startede med finregn og blæst. Fredag eftermiddag havde jeg kørt min flishugger i stilling i hendes have, og allerede da kunne jeg se at hun havde knoklet hele ugen med at sortere og klippe i bunkerne fra sidste weekends træfældning. Tålmodighed er ikke hendes største dyd - der skal være pænt og ordentligt både inde og ude - så de mest uordentlige af kvasbunkerne var allerede, med hendes sønners hjælp, kørt på genbrugspladsen.

Ved indkørslen lå der dog en pæn bunke grene fra et løvtræ, og her startede vi lørdag morgen kl. 9.00. Hun klippede kvistene af og jeg stoppede i maskinen, og i løbet af den første time var bunken næsten væk. Regnen silede, og vi blev enige om at det var tid til en kaffepause i hendes bryggers.




Efter en hyggelig sludder, varm kaffe og en chokoladekiks, var havehandskerne ved at være tørre igen og regnen stilnet af. Vi nåede at fylde trillebøren adskillige gange (og jeg fik kørt dem hjem i min have) inden jeg gik hjem til middag.



Efter frokost fortsatte vi et par timer, og nu er der ikke mange bunker tilbage i hendes dejlige skovhave. Se lige hvor sirligt grendyngerne er arrangeret - det afklippede bliver lagt nøjagtigt, så grenenderne alle vender samme vej!



Jeg måtte lige have et par billeder af frøen, som fru Nielsens særdeles kreative mand i sin tid har lavet. Et helt unikt kunstværk, bemærk især den meget livagtige græshoppe i frøens gab!



Dagen sluttede med kaffe og kage i bryggerset og lovning på, at jeg godt må komme igen i morgen. Når det bliver lidt mere forår vil jeg forsøge at overtale hende til en lidt mere indgående reportage fra hendes have.

torsdag den 8. marts 2012

Forårslyngen blomstrer!

Solskin virker altid lokkende, så i eftermiddag måtte jeg en tur i haven selv om blæsten stadig er ganske kold. I drivhuset var der nu varmt nok til at nyde kaffen, og imens fik jeg pottet de små agurkeplanter og en håndfuld Lewisia, som har klaret hele vinteren tæt sammen i en plastikbakke.

Herfra fik jeg spottet en gruppe forårslyng, og så måtte jeg ind efter kameraet. Minsandten om ikke lyngen er i fuld gang med at blomstre!




En tur rundt i haven overbeviste mig om, at nu er det vist - foråret er i fuld gang, selv her i vores over-gennemsnittet-kolde have:

Purløg

Persille

Solbær

Rabarber

Pæretræ

Rød Zellernød

tirsdag den 6. marts 2012

Kolde dage i marts

Bedst som vi troede at foråret var kommet, vendte de sibiriske vinde tilbage til Resenbro. Hundekoldt og blæsende og ikke vejr til at jage hunden ud i - og dog har jeg set fru Nielsen med ørnenæb og trillebør ihærdigt rydde op efter en træfældningsseance i søndags. Jeg har lovet at hjælpe hende på lørdag, så vi kan forvandle grenbunkerne til flis, men jeg er ikke sikker på at hendes tålmodighed holder så længe. Hun er trods alt 83, og har jo ikke tiden for sig som vi andre...

Hjemme er jeg ikke kommet længere end til udestuen, hvor jeg nøjes med at nyde citrontræets begyndende forårsblomstring og alle de fine grønne skud, det sætter. Det ser ud til at den godt kan bryde nye skud på de gamle grene, så jeg har en formodning om at træet kan blive helt pænt i løbet af sommeren.



lørdag den 3. marts 2012

Forårsrengøring

Ugen har budt på dejlige solskinsdage, men desværre er de stadig så korte at de kniber med at nå ret meget efter arbejde. Lidt oprydning, lugning og nedklipning af nogle af staudetoppene, og ellers kun en rundtur med kaffekop og kamera.



Der har også været travlhed i Havebutikken, for det er ikke kun mig der ikke kan vente med at få gang i de første frøspirer. I min vindueskarm gror det på livet løs, og det er en fryd at se agurkeplanterne folde sig ud med lynets hast. Sået søndag og allerede onsdag stak de næserne frem



Også min fotogene yndlingssalvie - den blå engel - trives, og både stauder og sommerblomster myldrer frem i såbakkerne.



I dag fik jeg lokket Lars til at hjælpe med rengøring af drivhuset, noget jeg ellers altid har klaret selv om efteråret. Helt frem til december var huset dog fyldt op med Chrysanthemum, så det blev aldrig til noget.

Huset blev derfor tømt, sæbevasket grundigt både ud og inde og til sidst spulet efter med min lille højtryksrenser. De gamle brædderammer til kapilærkasserne røg på traileren efter 10 års konstant brug - nu skal jeg altså ha' købt nogle der er lidt kønnere at se på! Mon ikke Jem & Fix har søndagsåbent i morgen?




 Jeg fik også ryddet lidt op i planterne i værkstedet (og smidt nogle døde pelargoniestiklinger ud), og her sad minsandten en fin og nyklækket, men temmelig forkommen Dagpåfugleøje. Den fandt sig i at blive løftet forsigtigt op af fotografen, og det viste sig at dens ben var fanget i et spindelvæv, som jeg fjernede. Få minutter senere var den forsvundet.