Det samme skift får mig til at sidde her ved computeren en mørk og fugtig søndag morgen kl. 6.00 og fundere lidt over, hvad en haveblogger får den lange vinter til at gå med? Der har ikke været meget at berette om haven i den seneste uge...
Jo, jeg gravede da en spandfuld jordskokker op - høsten fra blot 1/5 af rækken! En utrolig plante i øvrigt, som nok kræver mere plads end jeg har tildelt den. Her er den 'zoomet ind' fra terrassen, mens den stod mindst 3 m høj og smukkest i blomst:
Og nerien er begyndt at blomstre igen efter at den kom ind i havestuen
Resten af mine frie timer i løbet af ugen har jeg brugt på at nørkle videre på mit plantekartotek, for jeg fik den tanke at mange af jer flittige havebloggere også kunne have brug for en nem måde at holde styr på alle plantenavnene.
Resultatet er blevet et nemt lille program til registrering af alle havens planter og blomster - selvfølgelig med mulighed for at sortere i lister og finde dem frem igen enkeltvis direkte på skærmen.
Lyder det interessant? Du kan se min test-liste her som en lille forsmag. (prøv at klikke på alle links, også billedet)
Der mangler endnu nogle detaljer, jeg nok kan få hjælp til at gøre bedre og smartere, men inden da ville det være sjovt med lidt feedback på ideen. Kommentarer er derfor meget velkomne - så vender jeg tilbage med flere oplysninger om, hvordan jeg har tænkt mig at dele muligheden med andre, når jeg har arbejdet lidt mere med et egentligt 'koncept'.
Rigtig god lang søndag til jer alle!