søndag den 29. december 2013

Voksenjul



Endnu en jul er passeret - men ikke helt i stilhed! Vi havde den fornøjelse at få besøg af 3 familiemedlemmer + en lille og fredelig hund, Mille. Det var hendes første besøg her, og hun opførte sig upåklageligt - det skete kun en enkelt gang, at hun så sit snit til at springe op i sofaen for at  'fange' én af disse gamle nisser, som min mor for ca. 35 år siden strikkede til mine børn.



Nogle hyggelige juledage med snak, mad, vin og lækker hjemmelavet chokolade (fra min søster) og en lille whisky (fra min mor) i ny og næ. Lidt Bezzer Wizzer-quiz fik vi også tid til. Juledag pakkede vi madkurven og kørte ud til huset i Hinge - for afvekslingens skyld, og for at give min mor lejlighed til at se stedet for første gang.

Det blev en dejlig eftermiddag på 'byggepladsen', som vi selvfølgelig er lidt stolte af at vise frem.


Det skrider roligt fremad med køkkenopsætningen, men der er nu ikke så meget at vise billeder af. Lars har brugt de seneste dage på at etablere emhætten i det dertil hørende skab, og det var lidt af en præstation. Nu ligger inddækningen klar til maleren, og snart kan han fortsætte med de tre skabe til kogesektionen nedenunder.


Imens har jeg hygget mig i gæstebadet på første sal. Maling, maling og atter maling skal der til - men det er en indsats der tydeligt kan ses!



Lidt solskin har vi også være heldige at få mellem regnbygerne, og himmelen har i det hele taget vist mange sjove sider af sig selv, som f.eks. disse noget specielle "lygtehuller" midt i en regntung sky.



I morgen er det desværre hverdag igen for mit vedkommende, mens Lars holder fri indtil d. 6. januar. Det bliver spændende at se hvor langt han når med køkkenet!

søndag den 15. december 2013

Køkkendrømme


 
Vejret skifter og udsigter forandres - her er solnedgangen set to søndage efter hinanden i december. Nu nærmer vi os gudskelov snart vintersolhverv, og så kan vi glæde os til dagenes tiltagende længde.

 
 
Som alle andre har vi også haft nok at se til i december, men det har nu mest været med arbejde og andre kedelige ting. Huset i Hinge trækker dog i os hver weekend, og i den forløbne uge fik vi så leveret vores nye køkken. De mange kasser fylder godt op i stuen, men det er da en luksus at alle skabe og skuffer var samlede ved ankomst...
 
 
 
 
Lars kunne ikke vente med at stille de første skabe op, her er min kommende bageafdeling, som også har en lille morgenmadsplads med udsigt. Jeg tror han allerede drømmer om at sidde her med sin morgenkaffe..


 
 

 Jeg fik lov at gøre arrangementet færdig ved at skrue de fine håndtag på. Nu er det ene hjørne af køkkenet færdigt (bortset fra sokkel og gulvbelægning) - og godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt.

Men der bliver udfordringer nok i de andre køkkenhjørner, og vi skal nok få juleferien til at gå - og lidt til. Der skal jo også være tid til julebesøg, og vi har planlagt en lille julefrokost her i huset sammen med vores overnattende julegæster, så mon ikke næste weekend mest kommer til at handle om oprydning og lidt rengøring?



tirsdag den 3. december 2013

Adventssol


December kom lige så pludseligt som altid, men den sidste dag i november var smuk, stille og fyldt med sol. I terrassehjørnet mod syd føltes luften mild og forårsagtig, og den lave sol varmede stuen op til sommertemperatur gennem det store glasparti, så vi nød frokosten ved det nyanskaffede bord.

Lars fik makket trappegelænderet på plads igen og jeg fik lappe-malet det færdigt her og der. I soveværelset fik de gamle, grimme radiatorer en sidste gang maling, og førstesalens badeværelse blev ribbet for inventar. Her er mit juleferieprojekt - afslibning og maling af vægge, loft og vindue. Vi regner ikke med at brusebadet her skal bruges i hverdagen, så den gamle bræddebeklædning bliver bibeholdt. Med en grundig fugning af revner og sprækker skal det nok holde til gæstebadning, og linoleumsgulvet ser ud til at være tæt og intakt.

Det gamle toiletskab har jeg malet BLÅT og påtænkt en pyntefunktion i soveværelset. Billederne blev dog ikke for gode, jeg har ikke helt styr på blitzen og indendørs fotografering.






 1. december havde vi travlt fra morgenstunden. Ejendomsmægleren havde planlagt åbent hus, så dagen begyndte med oprydning og rengøring, men desværre udeblev gæsterne...

I Hinge skinnede solen igen, og Schneewitchen-rosen stod smukt med årets sidste blomster. Hjemme i spisestuen strålede en nyindkøbt Amaryllis med bolsjestribede blomster omkap med adventsdekorationen. December er skudt i gang og juletravlheden venter.




søndag den 24. november 2013

Novembersolskin

Søndagssolskin på en novemberdag er ren foræring - og i Hinge mærkede vi meget tydeligt i dag, hvorfor vi for et år siden tabte vores hjerter til dette sted! Hjemme i Resenbro lørdag morgen var alt knasende frossent, men da vi kom til Hinge (20 min kørsel) var der end ikke rim i græsset. En noget grå og fugtig dag, dog med lidt middagssol, og kl. 15.30 tog jeg et billede af det smukke lys fra den nedgående sol. På det tidspunkt af dagen er solen for længst forsvundet fra både hus og have i Resenbro.

 
 


Søndag morgen var der igen frosttungt, og solen magtede ikke at hæve sig  så meget over træerne at den kunne kigge ned i haven. I Hinge, derimod, havde den allerede tøet rimfrosten op kl. 9 og så stod den ellers på fuld sol hele dagen.

Efter et par uger med sygefravær og familiebesøg gik vi i gang med oprydning og færdiggørelse af nogle af de mange små hængepartier - lidt maling hist og pist, montering af vinduesbeslag og stikkontakter, ophængning af en lampe - men gav os også tid til bare at nyde lyset, solen og de fuldstændig vindstille dage.








Jeg fik plantet den sidste af min sølle tre roser og håber den vil trives hér i det lune hjørne.



Og Lars måtte køre markisen frem allerede ved frokosttid, så vi kunne nyde udsigten uden blændende sol i øjnene.

En herlig dag, hvor vi atter måtte erkende at uanset hvad - så har vi stadig ikke fortrudt at vi valgte usikkerheden ved at købe hus nr. 2. Det bliver godt engang - det lover jeg!

søndag den 3. november 2013

Novemberrusk

Efter en "friweekend" med hyggelige familiebesøg og alt for megen god mad var det lidt svært at komme ud af starthullerne i går. Vi havde nu heller ikke de store planer i Hinge, men glædede os bare til at få samlet trappen så det igen er muligt at komme op på førstesalen.
 
Fredag blev Lars sendt på arbejde, så jeg kørte alene ud og malede væggen bag trappen en sidste gang. Lørdag fik vi så skruet de fleste trin på, og jeg må sige at det har pyntet helt gevaldigt med en gang maling! Gelænderet er også klar til montering, men måske er det nemmere - når den tid kommer - at bakse møbler og habengut op uden? Vi tøver i hvert fald lidt, og har i stedet pakket alle trinene ind i kraftigt pap, så vi ikke behøver at tage så mange hensyn.
 

 

 
 
I sidste uge var smeden her for at gøre klar til et køkken. Ikke at det er lige forestående, men da der også skulle skiftes en radiator og vi derfor allerede havde tappet vandet af varmeanlægget, var det praktisk at få overstået. Nu kan vi få varme i huset igen, og man ved jo ikke hvornår vinteren sætter ind.
 
Her kan man så se hvor min kommende køkkenvask skal være:


I haven har muldvarpene rigtigt muntret sig, der er friske skud overalt, og vi overvejer seriøst en fælde. Jeg har bare lidt svært ved at forlige mig med tanken efter at have set en sådan, makaber indretning..




Søndag havde vi bestemt os for en hjemmedag, der var efterhånden ved at ophobe sig en mærkbar dårlig samvittighed over alt det forsømte. Det blev så til rengøring og vasketøj for mit vedkommende, og Lars fik skiftet hjul på bilen og pakket havemøblerne sammen, men vi var åbenbart ret energiske og allerede færdige kl. 11. De værste byger så ud til at være drevet over, og vi bestemte os for at køre en eftermiddagstur til Hinge med et læs krukker (af den slags, der skal overvintre i garagen) og nogle udvalgte planter, som jeg kunne nå at grave op. Det blev til en sommerfuglebusk, en fuchsia, min lille gule Marselisborgrose, en klynge storkenæb, de 2 flotte staudesalvier fra vores bryllup og et par stauder mere.

 
 




Og så til sidst - forsøgsvis - gravede jeg en slyngplante op, som vi for 3 år siden havde med hjem fra Frankrig - Trompetblomsten. Det første 3 somre groede den fint i det varme hjørne af terrassen, men dette år så det ud til at den var gået til. Først hen i august opdagede jeg at den havde sat to spinkle rodskud, som da var omkring en halv meter høje. Da jeg gravede den op viste den sig at have et ret løst rodnet, men fra de friske rødder var endnu nogle friske skud på vej, så mon ikke det skal lykkes for den at etablere sig igen? Den har endnu ikke blomstret efter at vi købte den, men det er da et forsøg værd!

Vi kom til Hinge først på eftermiddagen og nåede akkurat at tømme traileren før et veritabelt uvejr kom blæsende ind fra syd. Kraftige vindstød, regn og hagl skyllede ned, mens vi drak en kop kaffe og ventede på et ophold. Planterne kom hastigt i jorden, og så skyllede det ned igen.

Men hvad, vi har vel også gjort os fortjent til en hyggeeftermiddag, med varm te og ild i kakkelovnen her i mørkningen.




søndag den 13. oktober 2013

Fod på loftet

Så fik vi også fod på det sidste loft - brædderne til køkkenloftet har ligget og ventet nogle uger.

Efterhånden har vi været 'over' alle lofter i stueetagen - i bryggerset med nye brædder, i badeværelse, stue og entre har jeg malet. I køkkenet valgte vi så at sætte nye ludbehandlede brædder direkte på de gamle profilbrædder.




Når man er to går det tju-hej, og vi synes resultatet taler for sig selv.


Ude har muldvarpene rigtig hygget sig i det lune vejr, lørdag var både for- og baghave fyldt med enorme 'skud', som Lars møjsommeligt vendte ved at grave græstørven af og fylde jorden på før tørven blev lagt på plads igen, så han kunne komme til at slå græsset.

Søndag så baghaven sådan ud:



I stuen har jeg fået malet den blå væg anden gang, og nu synes jeg det ligner præcis det jeg havde forestillet mig! Farven på billederne snyder dog lidt, den er er i virkeligheden mere ovre i det petrolblå.



De næste weekender står på familiefødselsdage, og det glæder vi os til så huset må vente. Samtidig er vi dog lidt spændte på hvad resten af efteråret byder på, for et ungt par har vist deres interesse for huset i Resenbro, og arbejder efter sigende på sagen....

søndag den 29. september 2013

Vovemod

Skønt, skønt sensommervejr i hele weekenden - perfekt til den planlagte planteflytning. Fredag eftermiddag nåede vi at grave nogle Rhododendron og et par Hortensia op i Resenbro, og lørdag formiddag kunne vi så i fællesskab (jeg var nødt til at have hjælp fra Lars, for ryggen har stået på "hold" den sidste uge) fylde muldvarpeskuddene ud med planter. Jeg havde også købt 10 små, helt almindelige lyngplanter (temmelig tåbeligt, når man nu bor på en veritabel hedegrund med latent invasion af Calluna Vulgaris), at fylde ud med.





Lars gravede endnu et par planter op hjemme, som han og Morten fik sat i jorden søndag. Nu kan man da godt se en mening med alt graveriet, ikke?




For mig var der stadig et par trappetrin og et gelænder, der skulle rulles over. Køkkenvæggene blev malet i en special-hvid, men jeg kan nu ikke se den store forskel. Derimod skal jeg da lige love for, at der var knald på den indkøbte maling til endevæggen i stuen. Det var nok lige her Lars mente at jeg udviste vovemod.

Efter første overmaling ændrede stuen unægtelig karakter fra pænt-hvidt til WAUOO-den-er-godtnok-blå.



Men jeg tror fortsat på ideen, og bliver vist nødt til at snige mig en tur til Hinge i løbet af ugen for at male væggen færdig. Næste weekend er nemlig helliget Victor - og det er svært at vente 2 uger med at se det færdige resultat.

søndag den 22. september 2013

Muldvarpeskud?

Malerarbejdet skrider fremad, Lars blev færdig lørdag med at tapetsere ovenfor trappen - og her er stigen sat frem på stilladset til første omgang maling.
 
 
 

Jeg har p.t. kun småopgaver, trappetrinene fik endnu en gang med rullen og vinduespladerne ligeså. Når nu jeg har fat i den grå maling har jeg også indlemmet den tallerkenrække, jeg fandt i en genbrugsbutik i sommer.



Til gengæld fik jeg så tid at komme i haven, og det var herligt i det dejlige lune lørdagsvejr. Man kunne måske godt - ud fra billedet nedenunder - forledes til at tro at der var kæmpemuldvarpe på spil, og muldvarpe har vi da ellers også en del af i Hinge. Nogle "lus" skal der jo være i skindpelsen, her i Resenbro har vi kun haft besøg af en enkelt af slagsen, men den fortrak hurtigt. Der er vist ikke orm nok i vores karrige sandjord...

Her er der dog tale om en tobenet muldvarp, alias mig og min spade, som er ved at planlægge et fremtidigt surbundsbed. Jeg har tænkt mig at flytte nogle mindre Rhododendron med fra Resenbro sammen med aflæggere af de tyttebærplanter, som efter fire år pludselig er eksploderet i tilvækst. Tre fine Pieris-varianter, indkøbt i foråret, står allerede og venter i deres krukker, og mon ikke også det kan lade sig gøre at flytte nogle lyngplanter?

Jeg ved jo efterhånden af erfaring, at Rhododendron vokser overraskende hurtigt når de trives, så derfor skal de ikke plantes alt for tæt. Omvendt har jeg ikke lyst til at se på bar jord i flere år mens jeg venter, så planen er at de hver for sig får et passende bed nu, som så senere kan udvides ved at fjerne græsrabatterne imellem dem. Så må Lars bare øve sig i at køre slalom med havetraktoren!




Der blev også tid til overs til en oprydning i 'garagebedet', der har været mellemstation for adskillige af stauderne sommeren over. Her skulle gerne være plads til mine få roser.


Jorden langs med kvashegnet var groet til i ukrudt, men da jorden stadig var løs og lækker efter forårets gennemgravning var det ikke vanskeligt at grave alt det uønskede op. I stedet satte jeg en række Vinterglans, som jeg har opformeret i fra stiklinger i løbet af sommeren.



De småplanter, som Rebecca hjalp mig med at plante ud i sommerferien får dog lov at stå ved hushjørnet endnu en tid. Der er en hel flok af de fineste små himmelblå Riddersporer, som jeg nok kan få glæde af et eller andet sted.