torsdag den 8. september 2011

Ufuldendte gerninger

Når jeg tænker tilbage på min tid som 'Bornholmer' er det altid med lidt vemod, men også med undren over hvor meget vi egentlig fik udrettet og forbedret på den korte tid. Både hus, have og omgivelser ændrede i den grad karakter, at det er svært at forstå hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. To halvgamle helt almindelige mennesker, med fuldtidsjob og små midler, kan nå længere end man tror - hvis bare lysten og viljen er til det!

Første sommer

Anden sommer

Alligevel var der jo en del, der aldrig blev fuldendt. Mest fordi jeg til det sidste fortsatte arbejdet med mine ideer, selv om jeg godt vidste at tiden på Lærkesvang var ved at rinde ud.

I efteråret 2007 flyttede Aage fra gården, og jeg indstillede mig på at klare vinteren alene sammen med kattene. Hele projektet med at flytte på landet var jo realiseret på baggrund af vores samlede indtægter, og alene kunne jeg ikke klare udgifterne i længere tid. Jeg talte de sidste sparepenge og regnede ud, at der kunne blive til et år mere.

Mod syd, mellem gården og markerne, var der et stort grusareal hvor det tidligere maskinhus og hønsehuset havde været. Ukrudtet stod højt (nok grundet årtiers hønsemøg på stedet) og krævede sit at holde nede. Det yderste hjørne havde jeg om foråret plantet til med paradisæblebuske (Malus Sargentii) i en trekant, og langs marken mod vest satte jeg samtidig en hæk af almindelig hassel, som jeg forestillede mig skulle danne læbælte med tiden.







I dette sidste efterår inddrog jeg så en stribe markjord på den anden side af hasselhækken, som jeg med møje og besvær fik ryddet det meste ukrudt af. Her skulle min pilemark være. Sorte plastiksække blev rullet ud og 450 stiklinger stukket i jorden i 3 lange rækker. Mellem rækkerne dækkede jeg jorden med flis, som jeg havde lavet af en kæmpe bunke grene fra naboens poppeltræer.


Naboens kvasbunke laves til flis

Pilemarken

I foråret 2008 holdt jeg dagligt øje med stiklingerne - og til min overraskelse grønnedes de alle uden undtagelse.

På samme måde fulgte jeg hvert eneste af forårets fremskridt, nød tulipaner og påskeliljer og kastanjetræets blomster. Jeg såede urtehaven til og satte tomater og sommerblomster ud i drivhuset allerede sidst i april, som forberedte jeg mig til endnu en ganske almindelig sommer.


Men det var ikke nogen helt almindelig sommer, jeg gik i møde: Jeg var forelsket, lykkelig og på vej til at flytte til Jylland for at være sammen med manden i mit liv. Drømmen om livet på landet måtte opgives, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at jeg fik noget langt vigtigere i stedet.

Ejendommen blev hurtigt solgt, køberen var heldigvis indstillet på at overtage straks - og ville også hellere end gerne overtage mine to dejlige katte, Ingeborg og Frida, som var blevet rigtig gode til at passe på huset og holde rotterne væk. Det var katte, jeg havde hentet på dyreinternatet, og de havde oplevet flytninger nok i deres liv og som udekatte var de vant til at have hele gården at boltre sig på.

Den sidste uge i maj kom Lars til øen for at hjælpe med at pakke flyttebilen, og sammen tog vi afsked med Lærkesvang, Ingeborg og Frida for at begynde et nyt liv i Resenbro. En ny historie tog sin begyndelse - og den er heldigvis langtfra slut endnu!



Hele ejendommen april 2008

Ingeborg og Frida i drivhuset

2 kommentarer:

  1. Det var et stort arbejde, du lavede inden du forlod Lærkesvang og Bornholm. Godt det var nemt at få solgt (det havde nok været sværere i dag) og godt du fandt manden i dit liv, så du ikke skulle gå og knokle alene på Bornholm.
    Tak for historien og billederne.

    SvarSlet
  2. Gode billeder.
    Hvor har du været flittig.
    Tak for rundvisningen.
    Held og lykke i fremtiden.
    Tak for kigget.

    SvarSlet