mandag den 12. maj 2014

Tre personligheder

Blot 2 uger med de tre nye høns har afsløret deres forskellige personligheder - det er ikke blot fjerdragtens farver, der er forskellige.




Frk. Grå med de smukke men diskrete lysegrå og hvide farver er den forsigtige type. Prøver at følge efter de to andre, men holder sig gerne lidt i baggrunden. Bliver let forvirret og farer vild i hjørnerne. Vingerne bærer ikke så godt, så forsøg på at lette ender ofte i et sammenstød med hegn eller hønsetråd.

Frk. Rød er den sociale, indladende type. Altid midt i flokken, rolig og tillidsfuld, og kommer gerne helt tæt på os mennesker, ja, blev direkte nærgående da Lars fodrede hende med regnorm(!)

Frk. Sort har fra første færd vist tegn på selvstændighed, og fører an i en hver henseende. Det fine pileflethegn, som skulle være hønsegårdens afgrænsning, bruger hun blot til afsæt for eventyr ud i den store verden. Når hun - nødvendigvis - er lukket inde i hønsehuset, kalder hun højt og vedvarende for at gøre opmærksom på sin indespærring.

Lørdag tilbragte vi i haven og på nabogrunden, hvor vi fik ryddet op i grenbunkerne og fyldte traileren et par gange. Imens blev de kære frøkener lukket ud i indhegningen, så de kunne mæske sig i noget af det efterhånden temmelig lange græs. Frk. Sort var dog snart på den forkerte side af hegnet, og fulgte mig rundt i haven, hvor hun hyggede sig gevaldigt med sin skraben og nippen. Efter en rum tid observerede jeg dog, at hun selv fandt tilbage til hegnet og hoppede ned til de to andre igen - for en kortere bemærkning.



Frk. Rød fandt også vejen ud i verden, men Frk. Grå måtte hjælpes ud gennem lågen da jeg fik ondt af hende. Sikken et syn, da hun fik øje på sine medsøstre og løb så hurtigt som benene kunne bære.

Det bliver vist en livlig sommer, medmindre de efterhånden bliver for tunge til at flyve. I hvert fald sætter de dagligt store mængder æglægnings-fuldfoder til livs, så man har da lov at håbe at de bliver lidt mere 'satte' med tiden?

Status på æglægningen på 14. dagen for ankomst: 12 æg alt i alt.


torsdag den 8. maj 2014

Nyt liv i hønsegården

På vejen hjem fra vores seneste Sjællandstur besøgte vi Bangs Hønniker i Ugerløse, hvor vi havde bestilt nogle nye høns.

Vi fik lov at udvælge de tre, som skulle med os hjem, og det blev til 2 skovhøns og 1 Isa Warren. 18-19 uger gamle og dermed næsten klar til æglægning. Denne gang ville jeg have nogle som er sikre æglæggere - og som jeg kan kende fra hinanden. Ønsket var også nogle 'tunge' høns, som ikke er så flyvske som vores tidligere dværghøns.

De klarede de 3 timers kørsel flot, stuvet ned i en flyttekasse i bagagerummet. Hønsehuset var gjort klar til ankomsten, så de blev straks 'vippet' ind i det lukkede hus og forsynet med frisk vand og mad, og her fik de ro et par timer mens vi andre også indtog en sen frokost.

Det skønne sommerlige vejr lokkede os ud igen, og jeg åbnede hønselemmen så de stakkels fugle kunne få lidt luft. Det varede da heller ikke længe før de vovede sig ned ad trappen og gik ombord i det friske græs.






Det er vist livlige høns, vi har fået denne gang. Efter et par dage forsøgte jeg at lukke dem ud i den åbne indhegning mens jeg gik og gravede oppe ved hækken. Et øjeblik efter stod den sorte skovhøne ved siden af mig. Hun blev gennet tilbage i sin hønsegård, men jeg er ikke sikker på at pileflethegnet var en god idé.

Måske skulle jeg hellere have hegnet min urtehave ind? Alle tre fløj over hegnet i går, og muntrede sig straks med alt grønt inden for rækkevidde...

Til gengæld har de så småt taget fat på æglægningen fra dag ét. 7 æg på en uge, omend lidt små, men det kommer vel med øvelsen?



onsdag den 7. maj 2014

Forårsfester og forårsarbejde

Foråret kom tidligt og vi har nydt det, men der har være travlhed i det lille hjem. Eller rettere sagt: udenfor hjemmet! Først blev den lille mand herunder døbt i Nexø kirke:



Ugen efter blev hans ældste kusine konfirmeret i Roskilde. Smuk som en prinsesse, men jeg har ikke fået tiltusket mig et foto af hende endnu. Begge begivenheder blev fejret med dejlige fester, som nødvendigvis måtte blive til weekendophold.

Hjemme i haven har foråret i mellemtiden taget fat. Det nye kirsebærtræ og blommetræerne har blomstret - og afblomstret.


Den lille, nye lind har foldet sine krøllede blade ud på smukkeste vis


Naboens kirsebær har blomstret overdådigt og smukt i skellet.


 Sommerblomster og urte-frølinger er vokset godt til i det primitive drivhus på sydterrassen, og det meste er nu blevet plantet ud.


Havens 2 tulipaner lyste op ved hushjørnet.


Efter 2 festweekender trængte både jeg og gemalen til nogle uforpligtende havedage, og vi havde hver vore områder at regere på. Lars indkøbte et par ekstra Azalea'er og udvidede surbundsbedet.



 Han fik også tid til at lave et nyt hegn ved terrassen, så hans vin kan få noget at klatre i.

 Denne smukke Azalea købte han til mig!


 Mens Lars arbejdede i baghaven mod syd fortsatte jeg hvor jeg sidst slap i forhaven. Her kunne jeg også nyde synet af de skønne æbleblomster.


Hov, dette billede hører til Lars' afdeling. Her har han ryddet omkring en gammel Rhododendron, givet den ny jord, gødning og flis og selskab af et par mindre surbundsplanter.


 Jeg 'kom igennem' det gamle buskads ud mod vejen. En langsommelig tørn med at fjerne ukrudt, selvspirede ahorn og mahony og seje rodskud fra diverse buske. Nu er der plads og lys mellem buske og træer, hækken får en chance mere og jorden er dækket af et lag kompost, som skal blandes i sandjorden. Gravearbejdet er ikke færdigt endnu, for jeg vil udligne noget af græsplænens niveauforskel, men mangler at bestemme mig for hvordan bedet skal afgrænses.



Og så var der også lige hønsene, som vi havde med hjem fra Sjælland, men det er en helt anden historie:)


søndag den 13. april 2014

Sådan set fra oven..

Sikken en blæsevejrsweekend, og så tilmed byger der kommer og går. Ægte aprilsvejr, men det skulle ikke forhindre os i at få plantet alt det vi hentede hjem på traileren i fredags!

50 paradisæblebuske, 2 æbletræer (Ingrid Marie og Discovery), 1 kirsebærtræ og 1 blommetræ (grøn Reine Claude), et par krydderurter og 2 blåbærbuske. Og ikke at forglemme de to særlige træer, som vi havde bestilt hjem: Blodblommen "Trailblazer" og en fligetbladet Lind.

De to sidstnævnte har vi prøvet før, og vi var begge lidt kede af at efterlade dem i Resenbro, så der var ingen tvivl om at vi måtte prøve at anskaffe nogle tilsvarende træer. Det er så lykkedes nu, og det er to smukke træer.

Vejret har bare ikke været til fotografering - mellem bygerne har jeg storket rundt med trillebør, spade og greb. Plantet de 50 hækplanter, lagt et godt lag kommunekompost på og derefter et lag flis.



Komposten hentede Lars efter at have ofret et par nye dæk til traileren. Flis har vi i bjergevis efter sidste års trærydning, men friske træer i en flishugger giver lange, grimme barkstrimler, som jeg ikke gider se på. Jeg har derfor længe spekuleret over hvordan jeg - nogenlunde nemt - kan sortere strimlerne fra den ellers fine træflis. Her er løsningen:


Mellem de 2 øverste pallerammer ligger hønsenet (brug ikke kyllingenet, som her, det er for finmasket.

Det groveste bliver liggende i sien og kan sorteres fra. Nede i 'kassen' ligger den fineste træflis tilbage, og den brugte jeg til surbundsbedene.


Den mellemgrove lægger jeg omkring og langs med hækplanterne, det skal nok holde på fugten og holde ukrudtet lidt i ave.

Her ses den nytilplantede frugthave bagerst i billedet - fotograferet fra husets førstesal for overskuelighedens skyld. Undrer du dig over at det grimme hønsehus er placeret lige midt i haven? Så skal der nok komme lidt forklaring en dag ved lejlighed, for der er skam mening med galskaben!



Det nye lindetræ har fået en plads på første parket ved terrassen mod syd. Håber den kan klare vestenvinden.



Blommetræet er plantet uden for køkkendøren - der hvor vores kommende aftenterrasse skal være (lidt af forklaringen på galskaben).



Til sidst: Vi har haft glæde af de forelskede musvåger hele ugen, hver aften ved (vores) spisetid. I dag fik jeg zoomet mig ind på den ene (tror det er hunnen) efter parringslegen.


mandag den 7. april 2014

Forestilling uden billeder

De seneste aftener har vi haft en helt særlig underholdning ved aftensbordet, som desværre ikke har været mulig at forevige - derfor kommer historien i dag uden billeder:

Vi bemærker at en stor rovfugl kommer svævende og lander midt på den nyharvede mark uden for vores vindue - lige i nærheden af den store marksten. En musvåge må det være, men jeg har nu aldrig set en rovfugl sidde på jorden. Den letter forsøgsvis, flyver lavt over marken og lander igen måske 50 m derfra. Om og om igen til det bliver mørkt og vi ikke længere kan se den.

Næste morgen er den der igen (eller endnu?), og vi ser den med jævne mellemrum hen over dagen. Mens vi spiser til aften kommer en artsfælle og sætter sig et godt stykke derfra. Forestillingen begynder - skiftevis letter og lander de to fugle gang på gang, indtil de pludselig mødes i luften i en heftig parring. Ligeså pludseligt flyver de væk i hver sin retning.

Aftenen efter følger vi nøjagtig den samme forestilling, og senere er den ene fugl kommet tilbage nogle gange. Utrolig smuk med de enorme vinger bredt ud i et glidende fald.

Som sagt har det ikke været muligt at fotografere, afstanden var for stor og fuglens farver går fuldstændigt i ét med markens. Til gengæld fik jeg - gennem køkkenvinduet - et billede af flagspætten, som vi ofte hører fra trætoppe i nærheden. Den havde lige udset sig en pilestub, som blev grundigt bearbejdet så bark og ved stod om ørerne på den. 




Stubbene i sig selv er ikke så kønne, nu hvor de er skåret ekstra ned og ribbet for sidste års skud, men erfaringen har jo vist at de nok skal skyde igen. Alligevel har vi bestemt os for at plante en 'indvendig' hæk af paradisæble, så jeg har renset jorden for brændenælder, mælkebøtter og skvalderkål, og ser frem til at hente planterne på fredag.




Fik også luget staudebedet og klippet de visne toppe, så man kan se de første, ydmyge løgplanter. Stauderne er godt på vej, og det skal nok blive grønt hen over sommeren!


tirsdag den 1. april 2014

Hønseflet?

Da jeg var ung i '70erne var hønsestrik højeste mode. Altså, man tog hvad man havde og strikkede trøjer lige ud af fantasien (nåja, jeg bruger vist stadig den metode til det meste af mit strikketøj:)

Det gik jeg og funderede over et par dejlige timer mandag eftermiddag, mens jeg puslede videre med mit pilehegn. Ægte fransk sideflet blev det ikke, vel nærmere noget man kan kalde dansk husmandsflet. Eller hønseflet?

Et par eftermiddage mere, så skal jeg nok få rettet lidt op på det. Sjovt er det under alle omstændigheder, og klart også kønnere end hegnspæle og hønsetråd.




Lars bragte mig et lille læs kommunekompost med hjem fra genbrugspladsen i søndags, så nu har jeg lidt at starte mit næste projekt med: et par kasser til salat og andre gode urter.




søndag den 30. marts 2014

En sten så dagens lys

Da vi i går fra terrassen fulgte landmandens stræben med harven stoppede han pludselig op, og sprang ned fra førerhuset for at rode med 'et-eller-andet'. Øjeblikket efter fortsatte han harvningen, men efterlod en stor mørkebrun knold midt på marken. Vi talte om hvad det kunne være, men glemte det så hurtigt igen.



Først ved solnedgang blev det tydeligt, hvad den unge landmand havde fået rodet op af jorden - solen oplyste en kæmpemæssig og nærmest firkante sten, som lå der og så ud som om den var faldet ned fra månen.

Ufatteligt stærkt grej, landmændene har i dag, og ufatteligt hvordan en sådan kæmpesten pludselig kan dukke op i en plovfure.

Smuk er den i aftenlyset og - set fra mit vinduesperspektiv - lige så imponerende som Bornholms Rokkesten.



lørdag den 29. marts 2014

Den nye hønsegård

Influenzaen tog en hel del af min energi, så det går kun langsomt fremad i haven (jobbet skal jo også passes). En eftermiddagstime i ny og næ er det dog blevet til, så jeg har fået ryddet et langt stykke langs pileskellet for brændenælder og skvalderkål. Er også kommet lidt længere med rydning af de gamle bede langs hækken, men det er noget der trækker tænder...



En eftermiddag brugte jeg i Jem&Fix på jagt efter stolper til et hegn om hønsegården. Jeg var vist dagens oplevelse dér, da jeg kæmpede med 50 runde, 120cm lange stolper på en flad indkøbsvogn...men jeg fik dem da hjem sammen med et billigt pælebor:)

I dag startede vi så tidligt med at stille hønsehuset op, og mens Lars gravede, skruede og regerede for at samle den lukkede gård gik jeg i krig med græstørvene. I løbet af dagen fik jeg gravet hullerne mens Lars målte ud og slog stolperne fast i jorden, og nu står det klar til den sjove del: at forsøge at flette de forhåndenværende pilestokke til et hegn. Ikke sikkert der er nok, men så må vi sætte hønsenet op indvendigt og fortsætte næste år.

Trods slid, slæb og dage med sygdom måtte vi endnu engang - mens vi drak eftermiddagskaffen i solen på terrassen - konstatere at "hold da op, hvor har vi det godt". Sol, forår, kaffe og kage og den skønneste udsigt over den smukke sø. Vores økologiske landmands hektiske færden på de nærmeste marker, og kæmpeflokkene af sultne måger, kan ikke spolere billedet...







fredag den 21. marts 2014

To skridt frem og ét tilbage




Nu manglede vi bare at hente et par læs fliser og brænde fra haven i Resenbro - så jeg glædede mig vildt sidste weekend til endelig at kunne koncentrere mig om den nye have, og til at komme lidt videre med færdiggørelse og indretning af huset. Lørdag formiddag knoklede vi med at fylde den store, lånte trailer med sten, og nåede at køre to læs hjem inden frokost.

Jeg syntes jo nok, at kadaveret var noget ømt, og det var vel ikke så mærkeligt, men søndag var jeg flad som en fregne og tilmed træt og utidig. Mandag morgen lå jeg med næsten 40 i feber og sov dagen væk. Influenza - øv!

I dag, fredag, er jeg ikke helt ovre det endnu, stadig mat og Dizzy. Lars lå også på langs i går, men er allerede i gang igen derude, han er ikke sådan at stoppe!

...nu har jeg rugbrød og leverpostej i ovnen, efter frokost vil jeg forsøge at gå ud med min fine, nye Felcosaks og rydde lidt mere op i de kaotiske pilebunker, som Lars formåede at lave i søndags. Stubbene var for høje, så de blev filet ned med motorsaven inden jeg så meget som nåede at klippe de flotte, kraftige sommerskud af. Kunne ellers godt tænke mig at bruge dem til et flethegn rundt om den nye hønsegård...

Her et par billeder af sidste uges start på en oprydning i de gamle bede.





tirsdag den 11. marts 2014

Forårssol og en blå væg

 
En flytning tager meget af ens tid og - det må indrømmes - tager også mere af ens energi for hver gang. Man er jo ved at blive en ældre dame...
 
I hvert fald har der ikke være skyggen af overskud til fotografering og blogskriveri de seneste uger, men måske er det ikke så mærkeligt når man kigger tilbage på 'programmet':
 
 
Første uges 'ferie' gik med hhv pakning af flyttekasser og lægning af gulv. Fredag morgen afhentning af lejebil, som blev fyldt to gange og tømt ditto i Hinge. Derefter nåede de tre flyttemænd lige en flytning mere inden aften. Jeg nåede akkurat at finde lidt køkkengrej og have mad på bordet til Lars kom hjem igen.
 
Lørdag morgen blev gæsteværelset indrettet og kl. 11 holdt sønnike + 3 livlige unger i indkørselen, og vi fik hjælp til telefon, internet, musik mm. Nåede også en travetur med ungerne og en hyggelig middag.
 
Søndag holdt vi "hviledag" med udpakning og oprydning. En af de næste dage gik turen til Resenbro for at gøre rent og hente det (næst)sidste. Et læs blev afhentet af Blå Kors. Et andet kørt på genbrugspladsen. Hjemme fik jeg syet midlertidige gardiner til stuens store glasfacade. Sådan kan en ferieuge hurtigt gå...
 
Lørdag eftermiddag ankom yngste datter med mand og 2 børn, og denne weekend blev mest til hygge og dejlig snak, for vejret var ikke just indbydende. Mandag startede en ny arbejdsuge, men gæsterne blev heldigvis et døgn mere:)
 
Endnu en weekend blev brugt på afhentning af ting, sager, skidt og skrammel fra garagen i Resenbro. Vi var flittige og fik også tømt både drivhus og have, og fik afleveret hus og nøgler til vores køber. Søndag nåede vi at hente 2 trailerlæs - og SÅ kom solen frem!
 

Det næsten-færdige køkken
 

Den blå-blå væg i stuens læseafdeling

Min kommende hjemmearbejdsplads
...og solen har så meget magt nu, at den tvinger mig ud i haven straks efter arbejdstid, og jeg NYDER det i fulde drag.

Men havebilleder og blogskriveri må vente, der er ikke mere energi tilbage for i dag.

mandag den 24. februar 2014

Grønt lys

Fredag formiddag fik vi endelig bekræftet, at vores hushandel er på plads. En dejlig vished, især set i betragtning af at vi var i fuld gang med at flytte alt vores habengut.

2 raske knejter hjalp med slæbet, og vi fik så meget på plads at det var muligt at lave lidt aftensmad - og falde omkuld i sengen kl. 21.09. 

Lørdag formiddag ankom næste hjælpehold, som stod for installation af telefon/internet og vores ydmyge musikanlæg med dertil hørende virvar af kabler, stik og ledninger.

TDC var dog ikke helt klar med telefonledningen, så pt må vi klare os med en lånt mobilnet-installation.

Derfor dette korte indlæg uden billeder. Denne uges ferie skal bruges til at komme videre med færdiggørelse og indretning, og til at nyde de dejlige omgivelser.


mandag den 10. februar 2014

At holde fokus...

Efter at vi for 10 dage siden underskrev en købsaftale på vores hus i Resenbro, har dagene sneglet sig af sted. Som ejendomsmægleren så elskværdigt udtalte "så er alle købsaftaler i dag jo betingede", idet han mente at med fortrydelsesret og advokatforbehold er der altid en mulighed for køberen til at bakke ud. I vores tilfælde er der yderligere et lille forbehold fra købers side, om end hun klart gav udtryk for, at med 99,9% sikkerhed skal alt nok falde på plads. Forhåbentlig får vi en klar tilbagemelding fra mægleren i dag, hvor aftalefristerne udløber!

En smule usikkerhed trykker os dog, men vi har besluttet at anse huset for solgt og agerer derefter. Fredag blev der indkøbt gulvbelægning til det meste af huset, og flyttedatoen fastsat 2 uger frem.

Så i weekenden har hersket travlhed. Bil og trailer har fragtet de første par læs til Hinge, stuen derude er ryddet, køkkenet gjort færdigt til elektrikeren, og gæstebadeværelset står næsten klar. Det rykker, gør det, og vi forsøger at holde skarpt fokus på målet mens vi balancerer mellem tvivl og glæde.




Et tilbageblik på billederne fra udgangspunktet giver dog lidt fornemmelse af at vi ikke helt har spildt det år, der er gået siden vi købte huset: