Den seneste uges tid har været lidt rodet og ikke helt efter det sædvanlige skema. Lars havde en ekstra (og meget lang) arbejdsdag sidste lørdag, og jeg kørte alene til Hinge tidligt om morgenen. Dagen før havde jeg gravet en kassefuld stauder op, som trængtes om pladsen herhjemme, og jeg fik da lavet et midlertidigt 'bed' til dem dér hvor brændebunken havde ligget. Og så fik jeg ellers malet lidt hist og her og alle vegne.
Min hårdtarbejdende mand kom først hjem omkring 22.30, så vi valgte at blive hjemme søndag og nøjes med at pusle lidt i haven. Morten kom til aftensmad, og så var den weekend væk...
Til gengæld fik Lars et par fridage i løbet af ugen, og dermed mulighed for at planlægge næste projekt: Montering af den nye køkkendør. Fredag eftermiddag tog jeg et smut til Hinge for at se om det var lykkedes ham at skære hul i muren. Og det skal jeg da lige love for at han havde...
Heldigvis havde han mulighed for at låne noget løftegrej fra sin arbejdsplads, for jeg var ikke helt tryg ved at han skulle finde på at bakse med den store dør alene.
Jeg kørte i forvejen hjem mens Lars lige ville rydde lidt op. Lørdag morgen mødte dette syn mig.
Den lejede vinkelsliber skulle lige udnyttes fuldt ud, så sidst på dagen blev dørhullet til køkkenet udvidet betragteligt, mens jeg gik udenfor og malede. Til trods for det tiltagende rod i stuen begynder planerne virkelig at blive tegnet tydeligt op: lys, luft og udsigt til alle sider. Vi ser voldsomt frem til den dag, hvor vi kan give grønt lys for produktionen af vores nye køkken - men det må nu vente til der kommer penge i kassen!
Søndag morgen tog vi så en grundig oprydning og støvsugning, for kombinationen vinkelsliber og røde mursten lægger et ubehageligt lag fint støv overalt uanset hvor meget der afdækkes. Selv nede i min (lukkede) malerbøtte fandt jeg et rødt drys over den hvide maling.
Og her står jeg så ved min fremtidige, endnu imaginære, køkkenvask.
Eftermiddagen var hed, så det var ok at blive indendøre et par timer, hvor jeg fik taget hul på en af de mere uoverskuelige opgaver, maling af stueloftet. Der er mange meter loftsbrædder at gå i gang med, men med en times arbejde her og der kommer jeg vel igennem det.
Dagen blev afsluttet med en tiltrængt græsslåning, men netop som jeg havde taget dette billede sprang et dæk på traktoren, så den nydelige grønne firkant må vente til næste weekend.