søndag den 19. januar 2014

Lidt skævt er bedre end meget skævt...

Sidste weekend holdt vi helt fri og kørte en tur til Bornholm for at hilse på vores 8. barnebarn, som blev født den 16. december. En helt igennem dejlig og afslappet weekend hos de gæstfrie unge forældre, som oven i købet havde overskud til at beværte os med lækker mad og drikke fra fredag til søndag.

Felix er en lækker, rolig og omgængelig baby - her får han lige et aftenbad i køkkenvasken:



På rejsen derover fik vi også tid til at besøge Victor og hans forældre, som stod klar med en dejlig frokost. Det er alt for lidt vi får set til børn og børnebørn, men altid skønt når det lykkes!

Her er Victor på hjemmebane og ret interesseret i hende den 'fremmede' mormor. Måske kan han godt huske at han besøgte os en hel weekend i efteråret?


Denne weekend blev så - næsten - helt normal, med et par arbejdsdage i Hinge. Kun næsten, fordi der lørdag skulle være en anden gangs-fremvisning af huset i Resenbro, og vi selvfølgelig var (og er) spændte på udfaldet. Den efterfølgende melding at kunden stadig er interesseret gør det ikke mindre spændende, men vi må jo vente og se hvad der sker.

Lørdag malede jeg badeværelse igen-igen, mens Lars fik klargjort bordpladen til kogesektionen. Søndag gik vi så målrettede i gang med at måle, regne og lægge fliser på den. Resultatet skal nok blive godt, men jeg må nu indrømme at jeg mangler nogle fingerfærdigheder (eller hvad det nu er), for det blev nu ikke helt så lige som jeg havde forestillet mig.

Pyt, nu skal det hærde en uges tid mens vi finder en passende kantliste, så jeg kan fuge bordpladen færdig. Mon ikke det hjælper på helhedsindtrykket?

Lars knoklede lidt videre med at få opvaskeren på plads. Der er mange detaljer i sådan et køkken - tilbage er indkøb og montering af en vandhane (og alt det andet under vasken:)) og selve vaskeskabet med affaldssystem m.m. Det ser godt nok indviklet ud - men mon ikke han også finder ud af det?


søndag den 5. januar 2014

Køkkenmontørens juleferie


Min flittige montør-mand er snart også udlært køkkenmontør. Mens jeg passede mit arbejde i mellemjulen, brugte han sine fridage i huset i Hinge, og køkkenet begynder nu virkelig at ligne mine drømme!





Der mangler selvfølgelig stadig en del, elektrikeren skal lige lave nogle nye installationer før opvasker og komfur kan sættes på plads. Og så skal vi selv lave en bordplade med klinker til kogesektionen - den glæder jeg mig ret meget til at komme i gang med!

Endnu mere glæder jeg mig dog til vi når dertil, hvor jeg kan begynde at indrette og farvesætte køkkenet, for det er bevidst holdt ret neutralt og lidt for hvidt efter min smag.

Farver var der til gengæld i stuen sidst på eftermiddagen. Dagens tunge grå skydække gled pludseligt væk som et teatertæppe - og ind strømmede sollyset.