Denne smukke aften indbød til udendørs mad. Lars har været i Skagen et par dage, men kom hjem allede kl. 17, så vi nåede lidt snak i solen før middagsforberedelserne. Jeg tog cyklen til vores nye Rema 1000 i eftermiddags, og var heldig at finde friske, danske blomkål og nye Samsøkartofler.
Hos vores (Superspar)slagter har jeg et par gange fundet nogle små skinkerullestege - en fint snøret, mager lille sag på omkring 300 g. Lige passende til os. Grillet ved middel varme (én brænder) ca. 40 min blev den helt perfekt, mør men sprød udenpå. Hertil kogte nye kartofler og blomkålsbuketter dampet ovenpå kartoflerne.
Da grønsagerne var næsten færdige holdt jeg gryden varm ved siden af stegen. I en anden gryde på gasblusset svitsede jeg 1/2 bakke champignon i lidt rapsolie, tilsatte lidt piskefløde (en rest fra weekenden), salt, peber og et drys friskplukket Isop. Det kunne også have været f.eks. timian.
Dagens salat: Grønne salatblade fra urtehaven blandet med hakket snackpeber, løg og frisk dild.