Vi har nemlig tilsluttet os Haven's Havefestival i august og samtidig tilmeldt haven som besøgshave i den nu forgangne weekend. Tilbuddet om at blive promoveret lidt i avisen var derfor kærkomment, og jeg havde da også et par hyggelige timer i onsdags med den søde journalist, Dorthe Munk Nielsen.
Lørdag morgen kørte Lars forventningsfuld til købmanden efter avis og morgenbrød i dagens anledning. Nu er det jo ikke hverdag for os at komme i avisen, så det var noget af en mundfuld at se resultatet: et halvsides foto på forsiden af boligtillægget - og 2 hele sider inde i avisen. Flotte fotos og en velskrevet tekst, der var helt i tråd med vores samtale. Vi kunne vist godt forvente nogle besøg i weekenden.
Ved firetiden drev en byge ind over os, og de sidste gæster sagde farvel. Da var vi også ved at være godt øre af havesnak, men hold da op hvor var det hyggeligt at møde så mange oprigtigt entusiastiske havemennesker, og så tilmed have mulighed for at se vores egen have med andres øjne, at få kyndige svar på nogle spørgsmål - og selv at kunne hjælpe med svar på andre!
Trætte og lidt rundtossede sluttede vi havedagen af med en øl under markisen, enige om at der måtte have været omkring 40-50 mennesker i løbet af dagen. Umuligt at få tid til optælling, og desværre også vanskeligt at overskue at finde kameraet frem som planlagt. Men Lars havde da set sit snit til at tage et par billeder inde fra huset.
Tilbage er så bare at nyde højsommeren, nusse lidt og holde ukrudtet nede indtil Havefestivalen løber af stablen de sidste to weekender i August.