På en Bornholmsk planteskole kastede jeg alligevel min kærlighed på en sød, rosenblomstrende én af slagsen. De kaldte den "Bornholm", og da jeg netop var flyttet til øen i Østersøen måtte jeg jo ha' sådan en. Jeg har den endnu, efter fem år, og det er sådan en ranglet og lidt ynkeligt udseende potteplante som jeg engang foragtede.
Til gengæld har dens stiklingeformerede 'børn' udviklet sig til mønsterplanter, som lyser op på terrassen med deres knaldrøde blomster:
Det første år i Jylland købte jeg nogle forskellige og meget billige pelargonier i Netto. I haven var der ikke mange steder at plante blomster, men potteplanterne kunne placeres på havetrappen i en slags parade:
Desværre havde jeg ingen overvintringsmuligheder for dem den første vinter, for vi rev garagen ned for at bygge et nyt værksted, så kun nogle få bitte stiklinger overlevede.
Næste år faldt jeg over en "Dronning Ingrid". Om den er ægte, ved jeg ikke, men den er smuk og livskraftig og meget nem at formere
Denne er én af Nettoplanterne, som har overlevet. I år har 4 fine stiklinger udviklet sig til kraftige og meget blomstervillige planter:
Jeg eksperimenterer lidt med hvilke 'vinteroverlevelsesmanøvrer' der skal til, når man trods alt har begrænset plads indendøre. Mest held har jeg haft med at lade én af hver af de gamle moderplanter stå i udestuen, og så laver jeg en del småplanter sidst på sommeren, som får lov at slås om vinduespladsen i vores uopvarmede, men frostfrie værksted. Her får et par af de største planter også lov at tilbringe vinteren i deres krukker.
Det er så nemt at få pelargonierne til at slå rod i et glas vand, at jeg løbende sommeren over får alt for mange planter. Men det er jo også skønt at kunne forære nogle væk, og i det hele taget skønt at kunne FRÅDSE med planter uden at det koster noget!
Her er den sidstankomne af mine pelagonier. Det er en stikling jeg har 'stjålet' et sted, men jeg har glemt hvor. Det er vist hvad man kalder en Tyroler pelargonie med lidt hængende vækst, og den lyser gevaldigt op i drivhuset lige nu:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar