lørdag den 27. august 2011

Franske blomsterorgier

Noget der altid overvælder mig i Frankrig er de fantastiske blomsterarrangementer, man gang på gang støder på de mest uventede steder: En rundkørsel, et gadehjørne, en rasteplads, langs hovedvejen gennem selv den mest nedslidte og tilsyneladende mennesketomme by.

Desværre er det jo ofte mens man kører, at de mest fascinerende bede og anlæg dukker op, og så får man aldrig fotograferet. Jeg er heller ikke vild med at hive kameraet frem ustandseligt, når jeg slentrer en hyggetur med min kæreste i hånden. Derfor er det ikke mange billeder jeg kan finde i feriealbummet, men her er da en lille håndfuld:

I Bourgognebyen Chalon (den vender jeg tilbage til) er flodbredden pyntet helt overdådigt i 2010


Her er vi i den Engelske Park i Vesoul. Bemærk især de stærke komplementærfarver, dem kunne vi godt lære at bruge lidt mere herhjemme. Den varmt orange frøkenhat var helt uimodståelig:





Her er det en privat have på et borgområde i Bordeaux ved Girondefloden i 2010



En privat have på et meget trafikeret hjørne kan da også gøres til et blikfang:



Byen Beaune i Bourgogne har taget konsekvensen af en meget hektisk trafik - både den tiltagende turisme og det faktum, at byen er et trafikalt knudepunkt - og har allerede for mange år siden anlagt en ensrettet ringvej omkring den gamle bydel. Her er 2-3 spor og hele vejen rundt er anlagt små og større parkeringsanlæg. De fleste er markeret af en blomsterhelle som denne ved Place Republique:



I gården til en offentlig bygning, også i Beaune, nyder vi dette smukke bed:



Hjemme igen har vi snakket meget om disse smukke, spændende og farverige bede. Lars er vild med farverigdommen, men det passer jo ikke så godt ind i vores naturhave, så indtil nu har vi holdt os til en lidt mere afdæmpet farveskala.

Så var det vi kom til at kigge en ekstra gang på det hævede bed i vores - ellers ret stramme - forhave. Etableret allerede i 2008 midt i den daværende snollede græsplæne, omkring min medbragte japanske løn og med en kassefuld frøformerede Katteurt som bunddække. Senere, da vi havde lagt ny indkørsel, udskiftet græsset med fliser og skærver og bygget 2 hævede bede af lærk, udvidede vi med en kant af Vinterglans og en del tulipaner.



Ganske pænt det meste af året, men lidt kedeligt når Katteurten (som spreder sine frø lidt for voldsomt) har overstået sin hovedblomstring hen på sommeren. Her mellem fliser og skærver kunne det måske være på sin plads med lidt flere farver?


En hel lørdag hev jeg ukrudt og katteurtplanter op både i og udenfor kassen, og allerede dét pyntede. Jorden her, som er den oprindelige sandjord blandet op med kommunekompost, er blevet rigtig lækker og lige til at plante i.

Nu har vi plantet en 'grundstamme' af stauder: Hjortetrøst, Alunrod, Purpursolhat 'Merinque', Skønhedsøje og et par dagliljer. Ideen er så at tilføre sommerblomster i juni, når tulipanerne er afblomstrede. Det giver mulighed for at ændre udtryk og farvevalg fra år til år.


Jeg glæder mig allerede til at udvælge hvilke sommerblomster, jeg skal så til foråret!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar