tirsdag den 30. august 2011

Drømmen om et fransk Chateaux

Hvem kan ikke drømme om et lille eksklusivt fransk chateaux at trække sig tilbage til, når verden går én imod og den danske sommer kun byder på regn og rusk?

På vores alt for korte ferier i Frankrig er det begrænset, hvor mange seværdigheder der bliver tid til, så det er ikke noget vi lægger store planer om. Derimod er vi gode til at stoppe op, når vores vej mere eller mindre tilfældigt fører forbi en spændende borg eller et smukt slot, og så giver vi os tid til fordybelse på stedet.

De imponerende gamle bygninger, fornemmelsen af fordums storhed, fine haveanlæg og gammelt interiør er berigende. Tilmed får man ofte en utrolig udsigt med i 'købet', da især de gamle fæstninger blev bygget på spektakulære bjergtoppe. Her er et lille udpluk af nogle af de steder vi har været:

Chateaux Pommard ligger lige uden for byen Beaune i Bourgogne. Det er her vores have-vintønde stammer fra. I den tilhørende lille, lukkede slotshave nød vi vores frokost i sommer:





Uden for Bergerac, Bordeauxområdet, ligger vinslottet Monbazillac, som bliver drevet af et cooperativ af egnens vinbønder. Vi var indenfor og nød den meget smukke og enkle indretning og det lille vinmuseum i de gamle vinkældre. Monbazillacvinene er helt specielle, ravgule og sødmefyldte i en grad, så de egner sig bedst som dessertvin.




Et gammelt fæstningsværk lå direkte ned til Seinen i det vestlige frankrig, jeg har desværre glemt navnet. Her faldt jeg fuldstændig for denne smukke "havelåge"


Bygningen var kæmpestor, men meget enkelt indrettet. Her ses den rummelige hall:


Le Rochepot i Bourgogne var en stor oplevelse. Slottet er i privateje, men bruges kun som museum. Her skulle man gå over vindebroen og banke på porten for at blive lukket ind. Der var obligatorisk rundvisning af en sød, men meget hurtigtsnakkende, fransk pige, og det var ikke tilladt at fotografere indendørs i de meget detaljeret indrettede gemakker. Bemærk den smukke have i den lukkede gård.




Men så er der jo også alle de små og mellemstore chateaux'er ude i vinlandsbyerne, hvor driftige og travle vinbønder lever og bor. Der findes mange gamle slotte som dette i Aloxe Corton:



Og så er der de unge, stræbsomme vinfolk, som kan finde på at bygge deres nye hus således - i et område der mest af alt ligner et helt almindeligt villakvarter:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar