søndag den 14. august 2011

Fem franske urtehaver

Nu er jeg ikke ligefrem selv nogen ørn til urtehaver, men det har altid fascineret mig at dyrke de spiselige urter, og jeg har da forsøgt mig med forskellige udformninger af urtebedene i mine forskellige haver. I det tidlige forår kan jeg næsten ikke vente med at få gang i frøene, men af uforklarlige årsager ender det næsten altid med at jeg bare får kastet nogle frø i rækker, og glemmer alt om mærkepinde - og om hvormeget de forskellige planter kommer til at fylde. Kort sagt - lidt sjusket og med et resultat derefter. Lige bortset fra mit ærtebed i år, som var lige til UG. Det syntes sommerfuglene øjensynligt også, for aldrig har jeg haft så mange orm i ærterne...

Men som sagt, så har jeg øje for andres urtehaver, og i Frankrig fik jeg samlet en håndfuld billeder af nogle meget forskellige urterhaver både i by og på land.

Byhaven har jeg vist før, men den er så karakteristisk for franske haver at den også må med her:


I landsbyerne er pladsen ofte trang og jorden stenet og rå, men det er åbenbart ingen hindring for at dyrke både jordbær, asparges og tomater til eget brug som her i Magny:


I udkanten af en anden landsby fandt vi en stor og øjensynligt meget gammel køkkenhave, hvor nogle af de krogede frugtræer gennem mange år var trimmede og beskåret til lave, men usædvanligt rigtbærende dværgvækster:










Ud mod vejen var der blevet plads til lidt pynt i form af en række ældgamle, tykmavede Hibiscus:


På en travetur ud af de små biveje var et jordstykke som dette ikke noget særsyn. At tænke sig at gå og luge radisebedet med sådan en udsigt til vinmarkerne:



Efter en dagstur til Chalon valgte vi at finde små, alternative veje 'hjemover' til Magny, en noget krøllet og tidskrævende løsning der førte os helt op på øverste etage. En lille by lå og puttede sig ind under klippeskrænten, og på noget der mindede om en smal hylde lå husene så - med haver i flere etager lodret nedenunder. Selv hér fandt jeg en urtehave, hvilket billedet desværre ikke tydligt gengiver:





Når jeg ser på alle disse billeder i dag får jeg en ubændig lyst til at ændre radikalt på min egen hjemlige urtegård, men det er trods alt nemmere og mere overskueligt at dyrke radiser og ærter i mine fine højbede. Så det forbliver nok ved drømmen..

2 kommentarer:

  1. Hej
    Jeg har lige brugt en time på din hjemmeside, det var spændende at læse om alle jeres projekter, I har godt nok været flittige.
    Vh
    Lisbeth

    SvarSlet
  2. Hej Lisbeth, tak for kommentaren. Det er dejligt at høre at min hjemmeside også kan være interessant for andre end mig selv. Vh Susanne

    SvarSlet