mandag den 20. august 2012

Økologiens Have med mere

Cyklerne blev læsset på bilen søndag formiddag og vi kørte gennem det smukkeste høstlandskab mod Odder. Første stop var et besøg i Økologiens Haven, som jeg har læst lidt om på nettet.

Haven er stor og inspirende, men desværre ikke så velpasset som den nok har været engang. Økonomien er her - som alle steder - et problem, men en gruppe frivillige knokler ivrigt for at holde hjulene igang.

Det var allerede ustyrligt varmt, men vi sugede nogle ideer til os, fik et par "huskebilleder" med hjem og sluttede af med en kop kaffe i den lille café.





Bemærk udsmykning i Rionettet!

Derfra gik turen videre ad små snoede veje mod øen Alrø i Horsens Fjord. Øen er forbundet med en dæmning, er temmelig flad og ca. 7 km lang - en overskuelig cykeltur for os, som ikke netop er i træning. Noget overraskede blev vi dog over den stadige biltrafik der var på øens eneste vej, som snor sig mellem gårde og marker. Ved vejs ende, hvor vi havde regnet med at spise vores madpakke i strandkanten med udsigt til den fri natur, var den lille parkeringsplads fyldt op med tyske, hollandske og danske biler, og folk lå afklædte og svedige side om side på den solstegte og meget smalle sandbred. Vandet var blikstille og noget plumret at se til, men der blev badet fra en lang badebro.

Vi vendte cyklerne og fandt skygge bag en hæk. Herfra kunne vi følge en strøm af biler, som alle havde planer om at besøge øens café - men skuffede måtte vende om fordi alt var optaget. Noget tankevækkende her langt uden for lands lov og ret...


Det er Caféen i baggrunden..

Havhest med udsigt til Snaptun

På tilbagevejen gjorde vi nogle små holdt: ved den smukke kirke, et lille, privat loppemarked og en butik med skønne hjemmestrikkede sager og andet godt kunsthåndværk.




Cyklerne blev igen hængt på bilen og vi kørte hjemad over Skanderborg. Her fik jeg lige lyst til at gøre holdt ved søen, og vi fandt et cafebord med nogenlunde skygge. Kaffe, småkager og isvand blev serveret - og så var den søndagsfridag vel også godt brugt!



3 kommentarer:

  1. Gode billeder.
    Tak for turen. Jeg har nydt den.
    Ha´ en dejlig aften.

    SvarSlet
  2. Det isvand må da snart være smeltet ? ;-)

    SvarSlet
  3. http://2.104.134.159/wordpress/?p=1664

    SvarSlet