Avignon

Mandag morgen blæser det stadig kraftigt, men vi har bestemt os for at køre de 40 km sydpå til pavernes by, Avignon.  Den korteste rute går tværs igennem Orange, som viser sig at være overordentlig befærdet, og da vi nærmer os den gamle bydel i Avignon bliver trafikken ikke mindre kaotisk. Jeg husker byen fra et kort besøg i 1994, da al bilkørsel stoppede uden for bymuren, men nu leder skiltene mod pavepaladset os ind i en kæmpemæssig snørklet parkeringskælder, hvor det lykkes os at finde en af de sidste ledigige pladser på 3. etage under jorden.

Elevatoren fører direkte op til den enorme plads foran 'Palais du Pape'. Herfra trækker jeg Lars med gennem de smalle butiksgader, som i min erindring er smukke og fredfyldte, men idag forekommer snuskede og særdeles overfyldte med turisme og turister. Det vrimler med boder, cafeer, gøglere, sigøjnere og plattenslagere.

Vi søger ud til bymuren og Rhone floden og finder Pont d'Avignon, den halve bro fra oldtiden, som det aldrig er lykkedes at bygge op igen.

Tilbage ved paladset forcerer vi menneskemængden og følger den brede trappe op til toppen. Her viser sig at være en fin park (selvfølgelig med iscafé og souvenirbutik) og en fantastisk udsigt over det omkringliggende landskab.

Selve paladset opgiver vi at se, for varmen er nu påtrængende og køen ved billetsalget uoverskuelig. Tanken om den skyggefulde terrasse ved huset i Les Farjons er mere tillokkende.