onsdag den 25. maj 2011

Flere roser

Forleden fortalte jeg om min yndlingsrose, klatrerosen "New Dawn", men den har altså en søster som jeg synes er værd at gøre opmærksom på.

"Coral Dawn" er en meget smuk og frodig rose - i hvertfald det eksemplar, jeg plantede i Ostrup. Den siges dog at være mindre hårdfør end New Dawn og mere modtagelig for sygdomme, men jeg har kun erfaring med denne ene plante:


Når jeg ser på dette billede kan jeg mærke, at det er ved at være på tide at finde plads til sådan en i min nuværende have. Måske kan jeg være heldig at få fingre i en lige så sund plante som den første?

Senest har jeg dog investeret i en anden af yndlingene, en "Westerland", som er en høj buskrose der egner sig til opbinding. Den har jeg plantet ved et nyt espalier, der skal danne grøn mur mod nabohuset. Da planten endnu kun er ca. 10 cm høj må det vente lidt med at vise den frem, men jeg glæder mig meget til de store orange-gyldne blomster og deres skønne duft!

Når vi nu er ved roserne må jeg hellere nævne de andre, jeg har haft held med: bunddækkeroser. Der findes mange varianter, men særligt Fairy-roserne er ukuelige og findes i mange farver. En rød bunddækkerose jeg har prøvet er "Bassino", som har et flot mørkegrønt løv og mange små, mørkerøde enkle blomster. Også "Bonica" er en utrolig nem og livskraftig mulighed som bunddække. Den trives alle steder og blomstrer hele sommeren med et væld af små, lyserøde dobbelte blomster i tætte buketter.
Til bedet ved vores nye aftensiddeplads har jeg i år investeret i 5 stk "Amber Cover". Allerede nu ser de lovende ud med deres friske, mørkegrønne løv, men jeg ser frem til blomsterne, som skulle være ravgule og duftende. Dem må jeg vende tilbage til senere på sommeren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar