søndag den 17. marts 2013

Baggangen, fortsættelse

Det går fremad omend langsomt med den nye baggang. Ting tager tid - og weekenderne er noglegange lidt for korte.

Fredag hentede Lars materialer, og lørdag morgen drog vi tidligt af med madkurven. Det var endnu en pivkold weekend og et snevejr truede med stiv vind direkte ind fra de åbne marker, men indendøre var der heldigvis stadig varme på. Olietanken er ved at være tom, pyha, det er penge ud af lommen hele tiden. Hjemme er et vandrør læk, vaskemaskinen gik sig en tur for et par uger siden, og bilen har lige været en dag på værksted, så der er mindre og mindre at gøre godt med i det nye hus - men pyt, knofedt og energi har vi da heldigvis nok af!

Vinduet er blevet malet et par gange, bagdøren har også fået foreløbig to lag hvid maling, og jeg fik hevet lidt mere tapet ned i soveværelset.





I mens tog Lars fat på en mere spændende opgave: døren fra baggang til badeværelse har vi besluttet at blænde, allerede den første dag i huset blev vi grundigt trætte af at bygherren i sin tid har syntes det var smart med adgang både fra forgang og baggang. I badeværelset har vi tænkt os at finde et skab, der kan dække over pladen, og i baggangen bliver den tapetseret over med glasvæv.

Søndag havde vi lovet Morten at han skulle en tur med ud at se huset, velvidende at vi nok ikke fik udrettet så meget. Morten ELSKER at kigge på huset, og har altid fuldstændig check på hvad der er til salg i Silkeborg, og da vi tilmed havde lovet at tage frokostkurven med kunne det ikke være meget bedre for hans vedkommende. Han fik dog også lidt opgaver at hjælpe med inden han snakkede os helt segnefærdige. Og mon ikke også han fik et par gode billeder med hjem på sit uundværlige kamera?



Jeg fik kun et enkelt snevejrsbillede set fra hoveddøren, men da var det meste sne allerede smeltet igen.



3 kommentarer:

  1. Ja I har da ikke meget sne hos jer i forhold til her hos os. Det plejer at være omvendt.
    Sjovt at udgifter altid kommer i stimer, godt I har jeres gå på mod og bare går i gang. Det skal nok blive godt til sidst. Jeg kan godt forstå, I ikke ville have to døre i badeværelset.
    Og Morten hyggede sig, det var godt :)

    SvarSlet
  2. Ja jeg kender godt det med at så går dette og hint, det kommer altid når man mindst har brug for ekstra udgifter. Men det går da fremad!

    SvarSlet
  3. Det er spændende at følge med i jeres arbejde, glæder os til at komme over og forstyrre jer ;-) Håber ikke i sner helt inde:-)

    SvarSlet