tirsdag den 1. maj 2012

Morgentur i solskin

Tirsdag morgen kom solen atter frem på en høj og skyfri himmel, så vi var ikke længe om at bestemme os for en cykeltur. Med kaffe og madpakker startede vi ud ad Balkastien allerede kl. 9.00, og nød den smukke tur til Nexø endnu engang - skovbundens hvide tæppe af anemoner og det glimtende hav mellem træerne.

På fælleden nord for Nexø Havn sad vi et øjeblik på bænken ved et kunstfærdigt pyntet træ.



Uden for byen går cykelvejen op over markerne på den vestlige side af vejen. En formidabel udsigt og lærkernes sang bøder for at bakkerne er lidt trælse for en utrænet cyklist



Her har vi Årsdale Mølle i sigte, og efter at have krydses landevejen igen gik turen nedad gennem den lille, tidligere så travle, fiskerby, hvor vi nød formiddagskaffen på den stille havn.


Turen gik videre til Svaneke, som altid er et besøg værd. Desværre var vinden ved at tage til og føltes bidende kold inde i byen, så det blev blot til en slentretur før vi vendte cyklerne sydpå igen og spiste madpakkerne i solen på Årsdale havn. Vel oppe af bakken igen kiggede vi ind ved møllen, som er smukt restaureret. Her er også en (souvenir) butik og cafe, så vi fik lige en kop kaffe i haven før hjemturen.

Ved et solbeskinnet hegn måtte jeg lige fotografere et par forårsbebudere - Lærkespore og Avnbøg - før turen gik tilbage til Snogebæk. Denne aften skulle jeg have besøg af 3 søde piger (tidligere kolleger fra de tog år, jeg boede på Bornholm), så der skulle indkøbes rejer m.m.

En herlig dag og en ligeså herlig aften!



3 kommentarer:

  1. Tak for turen på Bornholm, I har haft bedre vejr derovre end vi havde her.

    SvarSlet
  2. Rigtig skønne billeder :-D
    Uha at cykle på Bornholm for en ikke trænet cyklist, du må da være helt smadret i dag? ;-D For ca. 5 år siden holdt jeg for første gang sommerferie på Bornholm, i Svaneke. Hold da op et skønt sted. Der tror jeg godt jeg kunne bo hele året. For dem der ikke har oplevet stedet så er det bare med at komme afsted.
    Det lyder som en helt vild skøn dag i har haft.
    Håber i får endnu en´af slagsen i dag.
    Marianne :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marianne, joh, man er da lidt øm mindst ét sted på kroppen, men skønt er det! Som du nok kan læse af det følgende afsnit, så er historien en uge bagud og vi forlængst hjemme igen, men sådan er det med ydmyge sommerhuse uden internet.

      Slet