Vi har haft Freja på besøg siden torsdag, og det har været skønt at opleve hende på tæt hold og uden 'forstyrrende' forældre. Hidtil har hun været temmelig reserveret overfor os, nok mest fordi vi har haft alt for lidt tid sammen med hende. Hun blev født i Nexø mens jeg boede på Bornholm, og jeg glædede mig meget til at have mit tredje barnebarn inden for en afstand af 10 km. Det går bare ikke altid som man ønsker det, jeg havde lange arbejdsdage og for mange gøremål på landejendommen, og kort efter at hun fyldte ét år forlod jeg øen til fordel for Lars og Resenbro....
De seneste år har vi dog været heldige at være sammen med hende mere end tidligere, og hun var jo også på besøg hos os i sommerhuset på Balka for få uger siden, så denne gang var der kun en kortvarig generthed ved ankomsten. Derefter gik det over stok og sten både ude og inde, og vi nød det alle sammen. Freja har en overordentlig god fantasi og fik de mest vidunderlige lege ud af vores meget sparsomme legetøjssamling. Ude fra morgen til aften, vældig optaget af planter og dyr i vores - i hendes øjne - store have.
Vinbjergsneglene blev malet lyserøde, så de var til at kende igen når de stak af, og mange stribede 'sneglebørn' blev indsamlet. Mormors mange drivhusplanter blev sat i jorden og pakket ind i tørt græs - de fik dyne på! I udekøkkenet kunne hun hjælpe med at hente vand og rense radiser, og stor var hendes fryd da vi kunne sidde ude og spise til aften. Et par gange tog vi også cykelturen til Rema 1000 for at hente forsyninger...
Desværre nåede jeg aldrig at hente kameraet, ikke ét eneste billede blev det til i løbet af de fire dage. Tilgengæld kom det frem de første aften, efter at vi havde pløjet børnesangbogen igennem og sunget stort set alt, hvad vi kendte af melodier. Pigebarnet fik pludselig lyst til at optræde med en lille rap sang, og mormor forsøgte sig udi videofilmningens kunst.
Det lyder til at i har haft en rigtig dejlig weekend :-)Jeg håber da at i stadig har sommervejr :-)
SvarSletJa men du havde jo slet ikke tid til at tage billeder med sådan en sød lille størrelse i huset. Det må have været dejligt at have hende alene så mange dage.
SvarSlet