tirsdag den 20. december 2011

Silkeborg i julestemning

Det er ikke ofte at vi kører ind til byen i weekenden, selvom vi egentlig synes det er hyggeligt at daske en tur sammen ned ad gågaden hånd i hånd. For det meste vil vi bare hellere være hjemme, hvor der altid er et-eller-andet der skal ordnes, og er det sommer og solskin nyder vi at være i haven.

Men nu er det jo snart jul, og så kan det være på sin plads at trække hinanden op til et par julegaveindkøb. De blev så klaret i lørdags, men på vejen tilbage til bilen faldt vi lige indenfor i lampeforretningen...

Lamper er noget af det mest problematiske, jeg lige kan komme i tanker om. Du står midt i en alt for lille butik omgivet af sådan cirka et par tusinde lysende lamper - de hænger ned fra loft og vægge og står side om side hvor du end vender dig rundt. Hvordan skal man overhovedet kunne tage stilling til, hvad der bedst passer hjemme i stuen?

Ikke desto mindre fandt vi nøjagtig hvad vi manglede: en enkel og funktionel læselampe med lysdæmper, så den også kan agere mere hyggespreder om aftenen. Problemet var så kun, at Lars blev ringet op lige dér midt i beslutningen, og kaldt på arbejde...

Altså kørte vi også ind til Silkeborg søndag formiddag, og da havde jeg husket kameraet og fik nogle få, solbeskinnede stemningsbilleder af byens juletravlhed. Lampen fik vi også med hjem, ja faktisk 2, nu vi alligevel havde pengepungen fremme, og de gjorde underværker i stuen!






3 kommentarer:

  1. Hyggeligt med billeder fra Silkeborg. Der bor min ældste søn, så jeg har da shoppet der et par gange :o)
    Må vi se lamperne, det lyder spændende, at I endelig har fundet den rigtige til både hygge og til at læse ved. Du har ret i, at lamper er en svær ting og en butik med lamper og din historie om butikken ramte plet, sådan ser de nok alle ud.

    SvarSlet
  2. Jeg blev sandelig også blød ved at se billederne. Mine forældre efterlod mig ;o) i Kolding og flyttede til Silkeborg, så vi er kommet der rigtig meget og elsker både byen og den skønne natur omkring den. I sidste uge var vi lige forbi kirkegården og så skal vi også lige et smut forbi den gamle adresse og ned og kigge i byen. Jo Silkeborg har altså noget som Kolding ikke kan klare. Tak for kigget :o)

    SvarSlet
  3. Fine billeder fra Silkeborg - det er år og dag siden jeg har været der. Så tak for turen i blog-land.

    SvarSlet