Helt ude i skoven

Mit solstrålebillede fra i går tog jeg lørdag eftermiddag. Efter at have inspiceret egen have, gik jeg lidt op ad villavejen til den lille stribe skov, som deler to små boligkvarterer. Skoven er så vidt vides privatejet, og får stort set lov at passe sig selv. Her vokser næsten udelukkende nåletræer, med nogle få birk imellem, og skovbunden er overalt dækket af et tykt lag mos.

Måske et lidt underligt sted at vælge i jagten på sollyset, men jeg har længe haft i tankerne at jeg måtte forsøge at fotografere denne noget specielle skovbund, som er utrolig smuk i det rigtige lys. Der var nu temmelig mørkt derinde i den tætte bevoksning, og jeg er ingen ørn til kameraindstillinger, så billederne blev ikke særligt overbevisende.

Men dér, hvor skoven slutter op til boligerne mod vest, er der tyndet lidt ud i bevoksningen, og solen havde frit spil.

Jeg må vende tilbage i det tidlige forår, når solen står lidt højere på himmelen og giver de fine grønne mospuder en fortjent eksponering.

På tilbagevejen var jeg lige henne og kigge på det dybe vandhul bag vores genbo's grund. Det var her byens forhenværende cementstøberi gravede grus og sand omkring den tid, da vores hus blev bygget i 60'erne. Dybt, med tæt bevoksede næsten lodrette sider, ligger det gemt midt mellem villakvarter og rækkehuse, som en hemmelig skovsø.

Forståeligt, at området er indhegnet mod boligblokkene på den anden side, men her - på vores side - er der mulighed for et frit fald. Nogen i kommunen må ha' været sparsommelige engang....