Viser opslag med etiketten Havebutikken. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Havebutikken. Vis alle opslag

mandag den 12. marts 2012

Vild med Purpursolhat?

Purpursolhatten "Magnus" er nok den blomst i min have, jeg har allermest glæde af. For hvert år vokser de sig større og kraftigere, og 4. år efter såning så de sådan ud:



Altid fyldt med sommerfugle og nye blomster undervejs fra juli til oktober.

I vinter har de stået smukt med dekorative frøstande, og forleden høstede jeg et par håndfulde frø inden blæsten tog dem. Da så de sådan ud:


Efter nøjagtig seks dage i god såjord begyndte de tørre frøskaller at rejse sig, og efter otte dage står spirerne ivrigt og stræber efter lyset


Med den spirevillighed tør jeg godt udlodde resten af årets frøhøst, så er du også vild med Purpursolhat, har du nu chancen for at få et helt bed fuld -ganske gratis.

Kig ind i Havebutikken hvor et brev af disse frø sendes gratis med dit køb, så længe lageret rækker.

mandag den 16. januar 2012

Katteurt - kattens livret

Ganske vist har jeg ikke selv katte længere, men jeg er ikke i tvivl om hvorfor Nepeta Faasseni har fået sit danske navn "Katteurt". Til stor morskab for Lars jagter jeg sommeren igennem nabolagets katte, når de med stor vellyst lægger sig godt til rette i den største katteurt-pude i forhavens bed, og nydende gnaver i de lækre, mynteduftende blade.

Nepeta findes der en del sorter af, men den eneste jeg har erfaring med er denne unavngivne. De første såede jeg i 2006 for hurtigt at få noget, som kunne fylde bedene ud. Det lykkedes også med stor succes, for allerede i starten af juni var jorden i det første rosenbed dækket af de fineste grønne blade, og blomstringen var i fuld gang. Sådan ser Katteurt ud i det tidlige forår:


De blålilla blomster bryder frem på lange stilke og de holder hver især længe, men midt på sommeren kan planterne godt begynde at se lidt "træls" ud, som de siger her i Jylland. Giver man dem en tur med hæksaksen kommer de dog hurtigt igen, og så kan de blomstre videre til langt hen på efteråret.



Katteurt er meget spirevillig, og det er ingen sag at opformere bunddække til et stort bed i det tidlige forår. Ulempen er dog, at de også er meget flittige til at så sig selv, så de egner sig bedst et sted hvor de gerne må brede sig. Jeg har efterhånden fundet ud af, at det er en god idé at lade de små nye planter komme til, og så løbende fjerne nogle af de gamle.


Planten herover er en af de selvsåede. Frøene kan nu købes i Havebutikken

torsdag den 12. januar 2012

Evighedsblomster

"Evighedsblomster" kalder vi disse sommerblomster, som i mange år tilsyneladende har været glemt i mængden af farveafstemte, moderigtige krukkeplanter. Lidt gammeldags er de jo også, og ikke specielt velegnede til de fine krukker, men til gengæld er de nemme og sunde - og blomsterne holder ganske rigtigt i en evighed når de tørres.




Sidste forår forspirede jeg to slags, den almindelige papirblomst og stattice, begge i blandede farver, og plantede dem ud i urtehavehøjebedene. Af de 2 billige frøposer fik jeg langt flere planter, end jeg havde plads til, og helt frem til slutningen af november stod de ranke og grønne og satte blomst efter blomst i de fineste, afstemte farver.


Stattice



Papirsblomst

Hen over hele sommeren kunne jeg plukke buketter, som blev hængt op med hovederne nedad under et halvtag. For en fingernem blomsterdekoratør kan de tørrede blomster blive til fine dekorationer - mine endte, som tidligere fortalt, blot som lidt uordentlige vinterbuketter i diverse vaser.

Nu lyser de op i stuerne med deres klare rosa, lilla, gule og orange papirsagtige blomster.

Har du lidt plads til overs i urtehaven eller staudebedet, så kan evighedsblomsterne klart anbefales. Frøene kan du bl.a. finde i Havebutikken

mandag den 9. januar 2012

Frøindkøb for nybegyndere

Tagetes 'Bolero'

Overalt i blogland fornemmer man den kriblen, som kendetegner en rigtig havenørd - forårets frøsåning nærmer sig. De garvede 'planteavlere' finder spændende arter og nye sorter, som skal afprøves, og giver os andre masser af gode ideer som her hos Hanne i haven og Mettes have.

Ude omkring er der dog også en del, som ikke er så erfarne med forkultivering af sommerblomster og stauder, og som måske er lidt usikre på om det nu også er værd at investere i alle de fine, dyre frø. Til dem vil jeg bare sige: kast jer ud i det, men start med de nemme og ikke alt for dyre frø. Har man først mærket successen, og oplevet hvor nemt det kan være at frembringe en hel kasse fine sommerblomster ud fra en lille pose billige frø, så får man ofte mod på flere udfordringer.

Jeg har selv i en årrække sået rigtig mange planter, og har også mod på de mere specielle arter, men ofte kan det være noget af en udskrivning at hjemkøbe alle ønskerne. I Havebutikken har jeg derfor fundet de første frøposer frem ud fra devisen: Lidt, men godt.

Nemme, gode sommerblomster og stauder i små portioner, så det ikke behøver at koste en formue at kaste sig ud i de første forsøg som planteavler. Også nybegynderen inden for køkkenhavedrift kan finde gode, afprøvede sorter af de mest almindelige urter.

Forhåbentlig finder jeg endnu flere spændende og ikke alt for kostbare frø, inden sæsonen for alvor starter - men allerede om få uger er det tid til den allerførste såning i vindueskarmen!


Evighedsblomst

Salvia 'Blue Angel'

Stattice (evighedsblomst)


I