Ganske vist har jeg ikke selv katte længere, men jeg er ikke i tvivl om hvorfor Nepeta Faasseni har fået sit danske navn "Katteurt". Til stor morskab for Lars jagter jeg sommeren igennem nabolagets katte, når de med stor vellyst lægger sig godt til rette i den største katteurt-pude i forhavens bed, og nydende gnaver i de lækre, mynteduftende blade.
Nepeta findes der en del sorter af, men den eneste jeg har erfaring med er denne unavngivne. De første såede jeg i 2006 for hurtigt at få noget, som kunne fylde bedene ud. Det lykkedes også med stor succes, for allerede i starten af juni var jorden i det første rosenbed dækket af de fineste grønne blade, og blomstringen var i fuld gang. Sådan ser Katteurt ud i det tidlige forår:
De blålilla blomster bryder frem på lange stilke og de holder hver især længe, men midt på sommeren kan planterne godt begynde at se lidt "træls" ud, som de siger her i Jylland. Giver man dem en tur med hæksaksen kommer de dog hurtigt igen, og så kan de blomstre videre til langt hen på efteråret.
Katteurt er meget spirevillig, og det er ingen sag at opformere bunddække til et stort bed i det tidlige forår. Ulempen er dog, at de også er meget flittige til at så sig selv, så de egner sig bedst et sted hvor de gerne må brede sig. Jeg har efterhånden fundet ud af, at det er en god idé at lade de små nye planter komme til, og så løbende fjerne nogle af de gamle.
Planten herover er en af de selvsåede. Frøene kan nu købes i Havebutikken
Ja, navnet er ingen gåde. Mine katte elsker at rulle og gnide sig i katteurten, og de tygger også på dem ;-)
SvarSletJeg såede for år tilbage alle mulige forskellige arter og sorter, og de var alle lige nemme at få til at spire.
Kh. Marlene