tirsdag den 3. december 2013
Adventssol
December kom lige så pludseligt som altid, men den sidste dag i november var smuk, stille og fyldt med sol. I terrassehjørnet mod syd føltes luften mild og forårsagtig, og den lave sol varmede stuen op til sommertemperatur gennem det store glasparti, så vi nød frokosten ved det nyanskaffede bord.
Lars fik makket trappegelænderet på plads igen og jeg fik lappe-malet det færdigt her og der. I soveværelset fik de gamle, grimme radiatorer en sidste gang maling, og førstesalens badeværelse blev ribbet for inventar. Her er mit juleferieprojekt - afslibning og maling af vægge, loft og vindue. Vi regner ikke med at brusebadet her skal bruges i hverdagen, så den gamle bræddebeklædning bliver bibeholdt. Med en grundig fugning af revner og sprækker skal det nok holde til gæstebadning, og linoleumsgulvet ser ud til at være tæt og intakt.
Det gamle toiletskab har jeg malet BLÅT og påtænkt en pyntefunktion i soveværelset. Billederne blev dog ikke for gode, jeg har ikke helt styr på blitzen og indendørs fotografering.
1. december havde vi travlt fra morgenstunden. Ejendomsmægleren havde planlagt åbent hus, så dagen begyndte med oprydning og rengøring, men desværre udeblev gæsterne...
I Hinge skinnede solen igen, og Schneewitchen-rosen stod smukt med årets sidste blomster. Hjemme i spisestuen strålede en nyindkøbt Amaryllis med bolsjestribede blomster omkap med adventsdekorationen. December er skudt i gang og juletravlheden venter.
Etiketter:
Hinge
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar