søndag den 24. november 2013

Novembersolskin

Søndagssolskin på en novemberdag er ren foræring - og i Hinge mærkede vi meget tydeligt i dag, hvorfor vi for et år siden tabte vores hjerter til dette sted! Hjemme i Resenbro lørdag morgen var alt knasende frossent, men da vi kom til Hinge (20 min kørsel) var der end ikke rim i græsset. En noget grå og fugtig dag, dog med lidt middagssol, og kl. 15.30 tog jeg et billede af det smukke lys fra den nedgående sol. På det tidspunkt af dagen er solen for længst forsvundet fra både hus og have i Resenbro.

 
 


Søndag morgen var der igen frosttungt, og solen magtede ikke at hæve sig  så meget over træerne at den kunne kigge ned i haven. I Hinge, derimod, havde den allerede tøet rimfrosten op kl. 9 og så stod den ellers på fuld sol hele dagen.

Efter et par uger med sygefravær og familiebesøg gik vi i gang med oprydning og færdiggørelse af nogle af de mange små hængepartier - lidt maling hist og pist, montering af vinduesbeslag og stikkontakter, ophængning af en lampe - men gav os også tid til bare at nyde lyset, solen og de fuldstændig vindstille dage.








Jeg fik plantet den sidste af min sølle tre roser og håber den vil trives hér i det lune hjørne.



Og Lars måtte køre markisen frem allerede ved frokosttid, så vi kunne nyde udsigten uden blændende sol i øjnene.

En herlig dag, hvor vi atter måtte erkende at uanset hvad - så har vi stadig ikke fortrudt at vi valgte usikkerheden ved at købe hus nr. 2. Det bliver godt engang - det lover jeg!

1 kommentar:

  1. Godt at høre du er igang igen, skønne billeder næsten som malerier :-)

    SvarSlet