lørdag den 7. april 2012

Mismod

Dagen startede med dejlig sol og kun et par graders frost, så vi havde travlt med at komme ud og fortsætte vore gøremål. Nordenvinden var dog isnende kold, så mit planlagte gravearbejde ved hushjørnet blev i første omgang kort. Så var der helt klart bedre i solkrogen ved udekøkkenet, hvor vi nød formiddagskaffen!

Lars er begyndt "at stirre" lidt på isoleringen af udestuen, her har vi foreviget vores fælles skyggebillede på den gamle trappe:



Efter en rundtur i haven var det så, at mismodet kom over mig, og jeg pludselig ikke følte at der er meget ved at være havemenneske. Den hårde frost forleden nat har svedet mange af de planter, som allerede var godt i gang med knopskydningen. Som tidligere fortalt gik frosten også ud over de sarte udestueplanter, fordi de var henvist til en overnatning i drivhuset netop denne nat. En del af 'frølingerne' klarede heller ikke mosten. Nerien, derimod, fik som eneste udestueplante lov at komme ind i stuevarmen - det kvitterede den med ved allerede et døgn efter at være smækfyldt med spindemider, og i det hele tage se ganske træls ud!



Klatrehortensiaen er lidt sveden

..men smuk alligevel
Og så har vi haft gentagne besøg af rådyr, som snart sagt har ædt alle mine fine, nye tulipaner, som vi har glædet os så meget til. Da vi de næste dage skal på familiebesøg har vi derfor lagt Rionet over de sidste, urørte tulipaner - så må vi se om det kan skræmme bæsterne væk!


Disse er allerede spist!

Og disse er også væk

3 kommentarer:

  1. Jamen dog, det må du ikke lade dig slå ud af - selvom jeg godt forstår du ærger dig over spildt arbejde. Frølingerne kan sås om, der er stadig masser af tid til at nye kan etablere sig. Neriens blade kan spules og måske klare sig. Klatrehortensiaen klarer skærene og så krydser jeg fingre for at din overdækning holder rådyrene væk, men i fremtiden må du nok hegne tulipanerne inde.
    Pøj, pøj og hyg dig med familien:-)

    SvarSlet
  2. Jeg kan nu godt forstå, du er lidt mismodig over alt det, der er sket og som du har opdaget lige netop i dag. Håber familiebesøget kan muntre lidt op, og at rådyrene lader de sidste tulipaner være i fred.

    SvarSlet
  3. Tak for de medfølende ord, jeg skal nu nok holde humøret oppe, men det er da ærgerligt at se alle de fine planter gå til....

    Vi sidder netop og udpønser overdækninger til næste års tulipaner, og så må jeg vist læse mig til, hvad de ellers kan finde på at spise i min have. Det er mærkeligt nok første år vi får sådanne besøg, og jeg synes jo ellers rådyr er så smukke, suk:)

    SvarSlet