mandag den 20. maj 2013

Knusende god afslutning på projekt træfældning

Når der har været ekstra stille omkring mig og mit den seneste uge skyldes det mest af alt én ting: jeg har været GANSKE EKSTRAORDINÆRT TRÆT når dagene er gået på hæld og roen er faldet på os her i Resenbro!



Det skønne forårsvejr er blevet udnyttet i løbet af ugen. En eftermiddag herhjemme med lugesysler og tilplantning i drivhuset, en anden med nedskæring af ældgamle buske i haven i Hinge. Torsdag stod den på frisørbesøg og indkøb, men til gengæld også madlavning og spisning på terrassen.

Fredag, hvor Lars som regel holder fri, var det så planlagt at han skulle hente en flishugger ved et udlejningsfirma, men aftalen var åbenbart "glemt". Da nu weekenden var sat af til oprydning i de fuldstændigt uoverskuelige gren- og kvasbunker efter træfældningen, var gode råd dyre. Heldigvis kom han i tanker om at ringe til vores professionelle 'træmand' (som netop havde lagt de sidste to birketræer ned for os) - og fik lov at leje hans store, dieseldrevne maskine.







Lørdag, søndag, mandag er gået efter proceduren: op med sol og høns (kl. 6), morgenkaffe, arbejdstøjet på og afsted mod Hinge. Arbejdsfordelingen nogenlunde fast: Lars står for maskineriet - jeg slæber og trækker kvasbunker og hele træer til fra alle verdenshjørner. Spåner i håret og rifter langt op ad armene, diesel-larm i ørerne og  ditto lugt i næsen dagen lang, kun afbrudt af nødvendige vandpauser og så selvfølgelig en god frokost med en enkelt, velfortjent snaps.

Mandag middag nåede vi så langt at Lars også fik afprøvet sit nye køretøj, og eftermiddagskaffen kunne drikkes i skyggen under det eneste overlevende birketræ. Trætte, møre og overordentligt beskidte nød vi udsigten og blev endnu engang enige om, at netop dén er alle strabadser værd.







Og du milde hvor oprydningen har pyntet på det hele! Nu kan vi med sindsro tage en weekend eller to med det noget mindre krævende malerarbejde indendøre...




FØR

EFTER


1 kommentar:

  1. Det er dælme et flot stykke arbejde I har fået udført, sikke en forskel! Godt gået... :)

    SvarSlet