søndag den 5. maj 2013

Genbrugshegn

Det har været en dejlig lun og solrig - omend noget blæsende - weekend i Hinge. Lars havde mulighed for at bruge nogle timer derude fredag, men måtte nøjes med lidt oprydning og andre kedelige gøremål, for jeg har forbudt ham at bruge motorsaven når han er alene! Imens brugte jeg en times tid på at bestille maling i en netbutik, hvor vi har fået en favorabel rabataftale

Vi havde også en alvorlig snak fredag aften angående prioriteringen af opgaver, for jeg er jo udmærket klar over at han foretrækker at være udendørs mest muligt. Træfældningen (og ikke mindst oprydningen derefter) har taget mange timer, og nu fabler han om at leje en stor flishugger til alle grenene.



Fornuftigt nok, men jeg prøver jo at foreholde ham vores planlægning: Først og fremmest gøre huset bare nogenlunde beboeligt, for det tilfælde at huset i Resenbro bliver solgt med kort varsel. Første trin, baggangen, er nogenlunde færdig, næste trin, soveværelset, er kun sparsomt påbegyndt. Men min kloge mand havde planlægningen klar: Hvis han liiige fik fældet de sidste træer, så kan vi bruge Kristi Himmelfarts-weekenden på at male og tapetsere. Og flishuggeren har han bestilt til Pinsen...




Det store, trestammede birketræ i forhaven blev fældet uden uheld, men ved hjælp af et spiltov og et motoriseret hejseværk. Ret smart fundet på (jo, han er ret klog, min mand). Med fjernbetjeningen i hånden brillerede han efter at have savet for - én stamme ad gangen - og hejseværket trak af alle kræfter træet den rigtige vej.

Jeg forsøgte selv at leve op til min egen prioritering og fik malet bagdøren færdig indvendig. Derefter begyndte jeg på en grundmaling af loftet i badeværelset, som skal være en prøve på om vi gider at male alle lofterne, eller om det er nemmere at skifte dem ud!




Det lykkedes mig også at skrue "pyntelisterne" af begge yderdøre, og hold da op hvor det pyntede at få dem af.  Nu skal de bare grundolieres og males hvide...



Søndag havde vi Morten med hele dagen, og så går tiden mest med snak og hygge, men de to mandfolk fik skiftet et par stikkontakter og revet resten af køkkenet ned, inklusive vægfliserne.

Jeg brugte eftermiddagene på at grave ud til mit længe ønskede kvashegn, for jeg kan godt fornemme at jeg skal være hurtigt ude inden Lars hugger flis af alle grenbunkerne. Det lykkedes mig faktisk at blive næsten færdig med gravearbejde og stolpesætning. Næste skridt er en nedskæring af stolperne (=Lars og motorsaven) og ilægning af kvas.



Det ser jeg frem til som et frikvarter i næste weekend:)

1 kommentar:

  1. Ja i får da lavet noget, og dejligt med godt vejr;-)
    De kvashegn glæder jeg mig til at se:-)

    SvarSlet