mandag den 8. april 2013

Gevinst!

Efter præcis 8 måneders fodring, mugning, rivning, udskiftning af strøelse, vandbæreri og spændt venten oprandt endelig den dag, som ingen efterhånden rigtigt troede på, hvor vi kunne høste den første frugt af al vores møje og besvær:

Èn af vores høner har lagt et æg i dag!



Det fineste, lille lyserøde dværghønseæg på hele 40 gram lå og ventede på mig i den ene af rederne, da jeg rutinemæssigt inspicerede hønsehuset her i eftermiddag. Straks fór jeg naturligvis ind og rev en stor gulerod, og sammen med en håndfuld hvedekorn udgjorde det et festmåltid for hønsene, som selvfølgelig skulle fejres.

Hvem ved - måske de takker mig med flere, friske æg den kommende tid?

Der er ellers mange, både familie, venner og naboer, som har grinet godt af os fordi vi troligt har holdt liv i kræene hele vinteren. Men min stædighed bød mig at se om ikke forårets komme ville ændre på deres adfærd, og stædighed belønnes som bekendt.

Men jeg skal nok vare mig for at handle ligesom konen med æggene...foreløbig ligger det og strutter på fint, lilla silkepapir i en skål på køkkenbordet, så jeg er sikker på at min søde mand ser det som noget af det første, når han kommer hjem.



5 kommentarer:

  1. Tillykke med det første æg.
    Vi har været igennem det samme som jer - mange mange måneder med pasning og fodring af hønsene, hvor alle andre griner lidt.. Vores første æg kom nytårsaften - nok også sådan cirka 8 måneder efter vi havde fået hønsene. Sådan er det nok bare :-)
    Glæd jer til at smage dem - de smager himmelsk!

    SvarSlet
  2. Hvor er det et flot æg! Tillykke med det første æg, og der kommer mange flere efter. Den der ler sidst ler bedst!

    SvarSlet
  3. Tillykke med ægget, det må smage godt når I har ventet på det så længe.
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
  4. Endelig gevinst, tillykke med det.

    SvarSlet
  5. Håber det ikke bare bliver ved forventningens glæde :-)Men også smager godt ;-)

    SvarSlet