mandag den 5. august 2013

Hot-hot

Sommerens hidtil varmeste weekend (i hvert fald i Silkeborg) opfordrede ikke til de helt store gerninger. Fredag eftermiddag slæbte vi os gennem et par aftaler inde i byen før vi endelig landede hjemme på terrassen med et glas kold hvidvin og blev næsten lige så øre i varmen som brumbasserne i Solhattene.



Tidligt lørdag blev bilen pakket til en weekend i 'sommerhuset', hvor Lars fik tapetseret det sidste i køkkenet og jeg fortsatte mit malerarbejde. Aftenen var lun og lækker og stille, som den kun kan opleves ude på landet. Søndag morgen var til gengæld kølig, men varmedisen over søen varslede endnu en god dag.


Da vi kørte hjem søndag eftermiddag var jeg stort set færdig med den udvendige vinduesmaling. Nu skal der bare finpudses og renses af. Loftet i stuen mangler 2 x rulle på den sidste halvdel - så skulle det også være overstået. Væggene i køkkenet nåede jeg også at rulle over med vævfylder, så de er klar til vi får besluttet os for en farve!

Haven derhjemme trængte til nødhjælp og jeg måtte rundt med vandkande og slange endnu engang. Virker lidt nytteløst på en hed eftermiddag, men det handler om bare at få planterne til at overleve. Vi har aldrig oplevet en sådan tørke tidligere, men selvfølgelig er vi heller ikke lige så meget over haven som tidligere. Umuligt at være to steder, desværre.

Hot er der også i drivhuset, hvor drueklaserne vokser med imponerende hast og chilli'erne rødmer på stribe.


 
 


Trods tørken er der dog stadig vand i regnvandsbassinet, og plaskelyde derfra fik mig til at kigge lidt nærmere. Fire store frøer lå på lur i det lune vand og tog sig ikke af kamera og nysgerrige mennesker.



Vejrudsigterne lover regn i løbet af ugen, og det trænger havens planter så sandelig til, men forhåbentlig får vi tørvejr i næste weekend, som er sat af til en festlig familiebegivenhed i Roskilde.



4 kommentarer:

  1. Dejligt at få lavet lidt på trods af varmen.
    Her mod nord er der godt nok også tørt, hvor bliver regnen af?
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
  2. Det er dejligt at se i kommer så langt, og det også selvom det er varmt;-)En sommerfugl har du også fået besøg af, vi er begyndt at se dem ,men ikke så mange som tidligere:-)
    Festligheder i Roskilde det glæder vi os også til, men det bliver uden hund :-)

    SvarSlet
  3. Dejligt foto af sandrandøje.
    Hilsen Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette,
      Jeg tror nu mere på at det er en skovrandøje, som jeg ikke tidligere har set. Sandrandøjen har vi mange af her på 'heden', og den har en klar, orange farve på forreste vingepar. Det må jeg lige checke ud på fugleognatur.dk :)

      Slet