onsdag den 6. marts 2013

Første dag på landet

Efter 3 måneder med tællen på fingre og grundige overvejelser overtog vi i fredags vores 'otiumhus'. Ved et rent tilfælde fandt vi denne skønne plet på Danmarkskortet og faldt fuldstændigt for et smukt landskab, et brugbart-omend-noget-træt hus - og ikke mindst en allestedsnærværende ro og stilhed.



På en fredelig vej, i udkanten af en lille flække midt i et Midtjysk landbrugsområde med skov og sø - og dog kun et kvarters kørsel fra Silkeborg midtby. Hvor heldig har man lov at være? VI følte os i hvert fald så heldige at vi, efter de tre måneder med tællen på fingre osv., syntes vi var nødt til at slå til. Her vil vi bo på vores gamle dage. Også gerne før, men vi har altså lige et hus vi skal have solgt først...

Så foreløbig må vi nøjes med de gratis glæder og de forbedringer, der ikke koster meget andet end knofedt. Der er nok at tage fat på både ude og inde, for de to mennesker, der byggede huset i 1982, har levet her til deres dages ende indtil for knap et år siden. Der er gennem årene ikke sket mange forandringer, og de har helt klart været mere interesserede i udsigten end i egentlig havedyrkning.

Udsigten - her fra stuen - er da heller ikke til at kimse af, her er et foto fra vores første besøg i oktober, mens huset endnu var møbleret:



Grunden er på ca 1500 kvm, og huset er placeret nogenlunde midtpå så tæt på de åbne marker, som servitutterne tillader, og dermed trukket omkring 20 m væk fra vejen.


De høje træer i skellet, her til venstre, er noget af det første der skal ændres på, men vi har da heldigvis en god motorsav. Ellers er grunden udlagt med græs, lidt forpjusket buskads i det modsatte naboskel og en ligusterhæk ud mod vejen. That's all - så der er sådan set frit slag.

Indendøre trænges der også til en kærlig hånd, og vi har besluttet at starte med baggangen, som nok er husets grimmeste rum. Her regner vi med at bruge de næste 2 weekender på at gøre rummet brugbart som evt. reservekøkken, når vi senere rydder det oprindelige køkken.




3 kommentarer:

  1. Dejlig udsigt og en have, I bare kan gå i gang med, med plads til mange nye bede. Jeg kan godt forstå, I slog til. Håber I får solgt jeres eget hus ret hurtigt, det er jo desværre ikke så nemt i øjeblikket.
    Tillykke med jeres nye sted.

    SvarSlet
  2. Hvor er det bare en udsigt der siger spar to.
    Jeg krydser fingre for, at i snart slipper af med jeres nuværende hus.
    Tillykke med jeres nye hjem.

    SvarSlet
  3. Skøn udsigt I får fra stuen. Selvom der skal ske en masse indenfor, er det da dejligt at have en smuk udsigt at kigge på. Tillykke med det!

    SvarSlet