mandag den 30. januar 2012

Iskold kunst



Mandagstema på Alt som er vakkert

Vi har fået lidt sne i weekenden, men vinterbillederne er nu ikke fra i år...

fredag den 20. januar 2012

Barndommens have

Inspireret af Marlenes bold blev også jeg kastet tilbage til barndommens have. Indtil mit 12. år boede jeg med mine forældre og 4 søskende i et lille, nybygget rækkehus med en tilhørende strimmel jord, som i min bevisthed var en stor og prægtig have skønt haven først blev etableret da jeg var 2-3 år. Haverne var adskilt af Liguster, uden for stuedøren var der en terrasse af ottekantede fliser, og resten var udlagt som græsplæne med bede langs hækkene.

Her gemmer jeg mig i håret

Nøjagtigt midt i haven havde min (matematisk anlagte og pertentlige) far plantet en rødbladet Paradisæble, som jeg husker som et klatretræ - træer må ha' vokset hurtigere dengang end nu!  Nærmest terrassen var der duftende roser og et fyrretræ til at skærme for indkig. I et terrassehjørne havde min far sat en Clematis "Jackmaani", som jeg husker groede så voldsomt, at den var på vej ind af den franske altan på første sal. Det husker jeg nok mest fordi den var så fyldt med ørentviste, at vi ikke kunne have døre åben deroppe.

I den fjerneste ende af haven blev der plads til lidt urter som purløg og persille. Et år såede min mor gulerødder - troede hun - men det viste sig at være persillerødder. Jeg husker stadig smagen, og synes ikke persillerødder i dag kan måle sig med dem..

Haven var et paradis at lege i. Om sommeren byggede vi huler med alle husets tæpper, og opførte cirkusforestillinger for alle der gad kigge på. På de (set med barneøjne) gode vinterdage byggede vi snehuler.

Barndommens have dukker til stadighed op i drømme, men jeg har desværre ikke mange billeder af den. Her er et af de få, et meget tidstypisk billede af min storebror og mig poserende for fars nye kamera.


mandag den 16. januar 2012

Katteurt - kattens livret

Ganske vist har jeg ikke selv katte længere, men jeg er ikke i tvivl om hvorfor Nepeta Faasseni har fået sit danske navn "Katteurt". Til stor morskab for Lars jagter jeg sommeren igennem nabolagets katte, når de med stor vellyst lægger sig godt til rette i den største katteurt-pude i forhavens bed, og nydende gnaver i de lækre, mynteduftende blade.

Nepeta findes der en del sorter af, men den eneste jeg har erfaring med er denne unavngivne. De første såede jeg i 2006 for hurtigt at få noget, som kunne fylde bedene ud. Det lykkedes også med stor succes, for allerede i starten af juni var jorden i det første rosenbed dækket af de fineste grønne blade, og blomstringen var i fuld gang. Sådan ser Katteurt ud i det tidlige forår:


De blålilla blomster bryder frem på lange stilke og de holder hver især længe, men midt på sommeren kan planterne godt begynde at se lidt "træls" ud, som de siger her i Jylland. Giver man dem en tur med hæksaksen kommer de dog hurtigt igen, og så kan de blomstre videre til langt hen på efteråret.



Katteurt er meget spirevillig, og det er ingen sag at opformere bunddække til et stort bed i det tidlige forår. Ulempen er dog, at de også er meget flittige til at så sig selv, så de egner sig bedst et sted hvor de gerne må brede sig. Jeg har efterhånden fundet ud af, at det er en god idé at lade de små nye planter komme til, og så løbende fjerne nogle af de gamle.


Planten herover er en af de selvsåede. Frøene kan nu købes i Havebutikken

torsdag den 12. januar 2012

Evighedsblomster

"Evighedsblomster" kalder vi disse sommerblomster, som i mange år tilsyneladende har været glemt i mængden af farveafstemte, moderigtige krukkeplanter. Lidt gammeldags er de jo også, og ikke specielt velegnede til de fine krukker, men til gengæld er de nemme og sunde - og blomsterne holder ganske rigtigt i en evighed når de tørres.




Sidste forår forspirede jeg to slags, den almindelige papirblomst og stattice, begge i blandede farver, og plantede dem ud i urtehavehøjebedene. Af de 2 billige frøposer fik jeg langt flere planter, end jeg havde plads til, og helt frem til slutningen af november stod de ranke og grønne og satte blomst efter blomst i de fineste, afstemte farver.


Stattice



Papirsblomst

Hen over hele sommeren kunne jeg plukke buketter, som blev hængt op med hovederne nedad under et halvtag. For en fingernem blomsterdekoratør kan de tørrede blomster blive til fine dekorationer - mine endte, som tidligere fortalt, blot som lidt uordentlige vinterbuketter i diverse vaser.

Nu lyser de op i stuerne med deres klare rosa, lilla, gule og orange papirsagtige blomster.

Har du lidt plads til overs i urtehaven eller staudebedet, så kan evighedsblomsterne klart anbefales. Frøene kan du bl.a. finde i Havebutikken

mandag den 9. januar 2012

Frøindkøb for nybegyndere

Tagetes 'Bolero'

Overalt i blogland fornemmer man den kriblen, som kendetegner en rigtig havenørd - forårets frøsåning nærmer sig. De garvede 'planteavlere' finder spændende arter og nye sorter, som skal afprøves, og giver os andre masser af gode ideer som her hos Hanne i haven og Mettes have.

Ude omkring er der dog også en del, som ikke er så erfarne med forkultivering af sommerblomster og stauder, og som måske er lidt usikre på om det nu også er værd at investere i alle de fine, dyre frø. Til dem vil jeg bare sige: kast jer ud i det, men start med de nemme og ikke alt for dyre frø. Har man først mærket successen, og oplevet hvor nemt det kan være at frembringe en hel kasse fine sommerblomster ud fra en lille pose billige frø, så får man ofte mod på flere udfordringer.

Jeg har selv i en årrække sået rigtig mange planter, og har også mod på de mere specielle arter, men ofte kan det være noget af en udskrivning at hjemkøbe alle ønskerne. I Havebutikken har jeg derfor fundet de første frøposer frem ud fra devisen: Lidt, men godt.

Nemme, gode sommerblomster og stauder i små portioner, så det ikke behøver at koste en formue at kaste sig ud i de første forsøg som planteavler. Også nybegynderen inden for køkkenhavedrift kan finde gode, afprøvede sorter af de mest almindelige urter.

Forhåbentlig finder jeg endnu flere spændende og ikke alt for kostbare frø, inden sæsonen for alvor starter - men allerede om få uger er det tid til den allerførste såning i vindueskarmen!


Evighedsblomst

Salvia 'Blue Angel'

Stattice (evighedsblomst)


I

søndag den 8. januar 2012

Årets første havegerning

Efter en usædvanligt våd og modbydeligt blæsende start på 2012 var det næsten som en åbenbaring, da solen i fredags bragede igennem på en skøn blå vinterhimmel. Nok holdt temperaturen sig omkring frysepunktet hele dagen, men vinden holdt fridag - og det gjorde vi til dels også!

Sønneke ankom kl. 13.00 med sine 3 'uvorne' unger...herlige, livlige og ualmindeligt velopdragne unger, tør jeg godt sige højt. Deres mor havde fået lov at holde friweekend med tøseparty hjemme i Ugerløse, og mon ikke hun nød det?

Efter nogle gode rugbrødsrundtenommer ved køkkenbordet var vi klar til en rask travetur. For en gangs skyld huske farmor kameraet, for turen gik til områdets flotte golfbane, men hvad hun ikke huskede var at checke batteriet...det blev ikke til så mange billeder denne gang heller.



Her på bakkerne gik der en flok får sidst vi havde ungerne med på travetur, men de var desværre ikke ude længere.


Motion er godt både for gamle og unge, så eftermiddagen forløb fredeligt med højtlæsning i sofaen og køkkenhygge med pizzabagning.



Lørdag formiddag tog vi en lille bytur, men da var vinden vendt tilbage med bidende kulde. Vi fik dog handlet lidt og bragte også to juleroser med hjem fra torvet.

I formiddags kørte hele banden så hjem til mor igen, og efter lidt støvsugning blev der tid til at gå i haven et kvarters tid. Juleroserne fik en let skygget plads under beskyttelse af den største Rhododendron - og den lille, mosgroede gips-dreng.


Helleborus Niger 'Jacob'

søndag den 1. januar 2012

Godt Nytår !

Med Mortens kanonfotografi fra nytårsaften 2008 siger jeg tak for et hyggeligt og lærerigt blog-år, og ønsker alle et godt og fredeligt NYT ÅR.