søndag den 16. oktober 2011

En kæmpe lægges ned

I sensommeren 2010 har vi dejligt mange feriegæster, og den nye terrasse kommer virkeligt til gavn. Purpursolhattene stortrives i solen og sammen med en flok zinnia trækker de hundredevis af sommerfugle til. Jeg har stor fornøjelse af at forsøge at fotografere dem, det er svært og kræver meget mere tålmodighed end jeg egentlig besidder - men smukke er de


Humlebierne er øre og fortumlede i varmen og ser ikke helt ædru ud, når de i timevis ligger sådan henslængt i en solhat


Vi andre må igang igen efter sommervarmen, og vi beslutter os for at rydde det sidste hjørne af haven. Endnu engang fjerner jeg lyng og kaprifolie, og Lars kæmper en weekend med nogle store, uidentificerede buske, som er ved at bemægtige sig denne del af haven.



Så har vi vinteren til at overveje, hvordan hjørnet skal bruges til. En lille siddeplads her hvor aftensolen rammer, gerne nogle roser og hassel og....

Lars når også et vigtigt husprojekt: soveværelsevinduet, som vender ud mod den tidligere terrasse, ser nu temmelig umotiveret ud i havestuen - så han må igang med den store sav, for at flytte det om på gavlen. Når vi nu alligevel skal rode i soveværelset skifter han også det gamle masonitloft ud med fyrretræ, og jeg maler glad væggene lyseblå. Herligt med et nyt, friskt rum!



Tæt (alt for tæt) ved hushjørnet står en megahøj birk. Opstamning gennem årene gør, at vi fra huset og havens siddepladser kun kan se stammen, mens den omfangsrige krone udelukkende beriger os med skygge, millioner af birkefrø om sommeren og et hav af blade om efteråret. Jeg skal helt op i den fjerneste ende af haven, for at få hele træet med på billedet:


Fra vejen ser det sådan ud:


Efter en hurtig beslutning tilkalder vi endnu engang træmanden, som klatrer til tops og skærer træet ned. Bagefter topkapper han fire af de tiloversblevne fyrretræer, som tager det meste af dagens lys fra os på denne tid af året.



Nu er vi ved at være klar til endnu en vinter, der også i år kommer alt for tidligt. Allerede i november er haven dækket af sne, og fuglene kommer tæt på huset for at søge føde - her har vi besøg af en kvækerfinke lige uden for vinduet. Både fuglene og vi skutter os i kulden og glæder os til det bliver forår igen!



3 kommentarer:

  1. Igen har I lavet et stort stykke arbejde, men det bliver dejligt med mere lys og et nyt rum fik I, skønt. Det varede godt nok længe inden foråret kom, det var en laaaaang vinter.

    SvarSlet
  2. Ja, forhåbentlig får vi en mildere vinter i år, jeg glæder mig allerede til at komme videre i historien...:)

    SvarSlet
  3. Sikke en energi I lægger for dagen :-)
    Projekter er så spændende, og skønt når man kan sidde og nyde resultatet.
    Puha, jeg håber også at vi vender tilbage til de gode, 'gamle' milde vintre fra i år igen.
    Nu har vi da fået sne nok i dette årti :-)

    SvarSlet