torsdag den 6. oktober 2011

En hård vinters begyndelse

Hele dette efterår tæller vi på knapperne, vender og drejer vores økonomi og muligheder for fremtiden. Vi er jo ikke ligefrem årsunger og ønskerne er mange, men vi bliver hurtigt enige om at det vigtigste at arbejde frem imod er, at vi kan blive boende her i Lars' gamle hus - også når vi bliver gamle!

Vi har foretaget mange forbedringer det seneste år, og nu er der kun én større opgave tilbage før huset kan holde vores tid ud: taget, som har ligget der i omkring 50 år bør skiftes. Vi undersøger markedet og finder frem til en cirkapris for sådan en opgave, og så går vi sammen i banken og får grønt lys.


Indtil da havde vi regnet med at det var noget vi måtte prøve at spare op til, men hvorfor ikke lige så godt have glæde af forbedringen allerede nu? Tanken om at det måske kan lade sig gøre også at få lavet den udestue, vi drømmer om, dukker hurtigt op, og optimistiske indhenter vi tilbud på en samlet løsning.

I slutningen af november går det så løs med nedrivningen af det gamle tag, og 14 dage senere har tagdækkerne travlt med at svejse første paplag på, før den lovede vinter viser sig. Den tidligere terrasse er næsten lukket af og venter kun på vinduer og havedør.



De nåede det akkurat! Den 19. december overlader tømrerne resten af arbejdet med havestuen til os, sneen har lagt sig og det er bidende koldt. Det sidste lag tagpap må nødvendigvis vente til det bliver tøvejr og tørt igen.

2 kommentarer:

  1. Har selv prøvet det med byggeprojekter og den danske vinter.......Men så må man jo bare lave alle de andre ting der venter når man har et ældre hus med sjæl og patina.
    Henrik

    SvarSlet
  2. Godt I nåede det og godt man kan låne penge, så I kunne få glæde af det med det samme. Vi fik også nyt tag med det samme, men udestuen blev det ikke til.

    SvarSlet