torsdag den 20. oktober 2011

Det sidste store træk

I 2011 begynder foråret heldigvis lidt tidligere end året før, og i slutningen af marts kan vi finde de første havemøbler frem og nyde en formiddagsøl i terrassens lune hjørne, før vi kaster os ud i det store gravearbejde der venter os.





Den del af haven, som jeg hidtil har kaldt 'vildnisset', skal endevendes og mange børfulde rødder, lyng og kvikgræs køres væk, før vi kan begynde at planere og planlægge. Nogle mindre bøgetræer (som tidligere ejere engang har haft til overs fra hækplantning) bliver vi nødt til at forsøge at flytte, men bortset dem er hele arealet nu ryddet for planter.



Et læs muldjord bliver bestilt, og Lars - som synes det bliver til alt for mange trillebørture fra vejen og herop i den fjerneste del af haven - lejer en motoriseret bør. Så tøffer han læs på læs af lermuld til, mens jeg forsøger at fordele jorden i to store bede.

Efter de seneste års træfældninger er bagboens røde hus kommet lidt for meget i fokus, så vi bestemmer os for at etablere en grøn væg dér, hvor den nye siddeplads skal være. Mange former for hækplanter har været overvejet, men i sidste ende bliver det til et espalier af lærkestolper og galvaniseret, kraftigt rionet.



Så går turen endnu en gang til Lundhede planteskole, hvorfra vi hjembringer traileren fyldt med planter, både dem vi har planlagt og de sædvanlige impulskøb. På hver side af siddepladsen sætter vi en storfrugtet hassel, ved espalieret 2 Arkitekter som gror med lynets hast, i  midten min yndlingsrose 'Westerland' (som vælger at blomstre netop den uge vi er på ferie).

5 bunddækkeroser 'Amber Cover' fordeles i bedet til højre - ind mod urtehaven - sammen med aflæggere af Geranium og Lådden Løvefod. Det ser lidt bart ud til at starte med, så jeg fylder op med sommerblomster: tagetes, tallerkensmækker og sommerasters.


I det lange bed langs hækken til venstre plantes 2 sommerfuglebuske og en lilla syren som underbeplantes med Vinca. Den bolsjefarvede blanding af tulipaner under solbærbuskene er ved at takke af for i år, så jeg flytter en del af løgene til det nye bed.Arealet mellem bedene dækkes med et læs lærkeflis, som vi henter på det lokale savværk Grønagergaard til en yderst fornuftig pris. Hvis vi engang får råd, vil vi lave en lille træterrasse her, men foreløbig må vi tage til takke med flis.

Foran siddepladsen skråner arealet noget ned mod resten af haven, så Lars får til opgave at finde en løsning på højdeforskellen. Det bliver til et fint, halvmåneformet bed, som er det perfekte sted til vores impulskøb - tre krybende, stedsegrønne nåletræer.



Hen på sommeren flytter jeg nogle studenternelliker hertil, og det hele ser faktisk allerede forrygende ud. Vi nyder trods alt at være færdige med de store projekter, fremover vil vi nøjes med småjusteringer og vedligeholdelse.

Hvis vi altså kan nære os.... 

3 kommentarer:

  1. Jeg kan godt forstå I nyder at være færdige med de store projekter, men det er da også blevet flot, og I har lagt rigtig meget arbejde i det.
    Hov havde lige overset sidste sætning, det er ikke sikkert i kan det. Jeg tvivler :o) for der er jo gang i jer.

    SvarSlet
  2. Gode billeder.
    Hvor er der mange skønne blomster på dit sidste billede.
    Tak for kigget.

    SvarSlet
  3. Hvor ser det godt ud, og hvor har I nået meget :-)

    SvarSlet