torsdag den 29. september 2011

Forhavens nye udseende

Sideløbende med mine forårsforberedelser i haven knokler Lars på den anden side af huset. Værkstedsbygningen er (næsten) færdig og han har bygget en flot carport, men indkørslen er lidt problematisk. Vi har sænket gulvet i værkstedet for at få en fornuftig loftshøjde, men det betyder også at der bliver et væsentligt fald fra vej til garageport. Altså skal der graves en hel del af, også for at få plads til et godt lag stabilgrus.

Det betyder også højdeforskel mellem indkørsel og det gamle indgangsparti, men det løser min hårdtarbejdende mand på smukkeste vis. Her ses forhaven i april 2008



Og her - set fra hoveddøren - året efter, hvor indkørselen er ved at være færdig, og jeg er i gang med at grave af græsarealet for at udligne højdeforskellene


Løsningen bliver 2 trappetrin og en plantekasse af lærkeplanker, der samtidig adskiller de to niveauer. Plantekassens placering passer sjovt nok med det lille 'bed' jeg lavede i græsplænen året før, her står min japanske løn med en underbeplantning af katteurt. Nu bliver det suppleret med en kant af Vinterglans og et par håndfulde tulipanløg.


For symmetriens skyld laver Lars en tilsvarende, men mindre, plantekasse på den anden side af trappen. Vi finder et fint lille træ - en fligetbladet Lind - og planter et bunddække af benved 'Emeralds Gold'. Også her lægges tulipanløg.

De fleste af de gamle fliser bliver taget op og erstattet af granitskærver.



Billederne her er fra det følgende forår. Meget rene, næsten asketiske, linjer i forhold til haven på den anden side af huset, men vi synes det passer fint til det minimalistiske hus - og så er det nemt at holde!

søndag den 25. september 2011

Rundt om drivhuset

Rundt om drivhuspladsen bevarede vi den oprindelige lyng på de to sider. Det er absolut ikke kønt i foråret 2009, men jeg tager en halv time indimellem og kravler rundt på alle fire. Stykke for stykke renser jeg for græs og mos indtil lyngens nøgne ben stikker ynkeligt i vejret - eller ligger meterlange hen ad jorden. Det er gamle planter, som aldrig har været tæmmet på nogen måde, og jeg ved ikke præcis hvad der er bedst at gøre, så jeg må prøve mig lidt frem.

På den ene side - den der vender ud mod 'hovedstien' - klipper jeg blot de groveste planter ned. Her har vi i forvejen forstyrret lyngen ved at plante småtræer og buske, så der bliver nogle bare pletter hvor mine blå Akelejer får lov at sprede sig.


På den anden langside går jeg mere hårdt til værks og klipper nærmest totalt i bund. Ind imellem den gamle lyng planter vi nu en flok nye planteskolelyng, 2 Amerikanske blåbær og et par mosebær. 5 små blågran (jeg mente på et tidspunkt at vi fik plads til MASSER af grantræer, så jeg var letsindig at købe 25 småbitte barrodsplanter..) får lov at danne kant.


Det ser noget bart ud, men de nye lyng vokser hurtigt til og har fine farver.

På den anden side af drivhuset står den halverede enebærbusk og ser lidt trist ud. For med tiden at dække lidt for den sætter vi en hvid Rhododendron 'Gomer Waterer' foran, og et par clematis får lov at klatre op i de bare grene. Ved sidste planteskolebesøg var det Lars, der var lidt letsindig: han kunne ikke stå for en flot (og dyr) vintønde, men da han mener at sådan en skal ligge og ikke stå måtte han igang med al sin kreativitet og den store sav for at bygge en vugge til den.




Tønden fylder han gerne op med det dyre postevand, så jeg har nemt ved at fylde vandkanderne til drivhusplanterne. Om vinteren bliver den sat under halvtag og oliebehandlet, for han er en mand der passer på sine rigdomme!

Nu han har saven fremme bruger han resterne af terrassebrædderne til at bygge to fine kasser til mine gule roser, her 'Marselisborg'.

Inde i drivhuset sker der også forandringer. Med hjem fra ferien på Samsø havde vi et fint lille cafesæt, min bornholmske figen stortrives i en krukke og det samme gør min Eden Rose, som har gjort turen med hele vejen fra Sjælland. Den blomstrer så smukt denne sommer, at jeg næsten føler den vil fortælle mig at HER hører den til - i Paradisets Have!


lørdag den 24. september 2011

Urtehave og skovbed

I maj er det også på høje tid at få gang i urtehaven, så Lars henter terrasseplanker af lærk og saver og skruer en hel weekend. 3 flotte, store højbede får han færdiggjort og bakset frem til mit urtehavehjørne, hvor jeg får lov at overtage. I bunden lægger jeg fiberdug, da jeg ikke er sikker på at alle kaprifolierødderne er væk, og så kommer trillebøren i fast arbejde. Der skal fyldes op med jord, grus og kommunekompost før jeg kan så min salat, ærter, gulerødder, fennikel og dild. Meget mere bliver det vist ikke til dette år.





Og dog, jeg har da fået sat et par rækker med asparges og plantet 2 solbær, 1 ribs og 2 rabarber, og for at få lidt af den 'landbohavestemning' ind, som jeg mangler her på heden, smider jeg lidt morgenfruefrø og indrammer med kvashegn og blomsterkarse. Kom bare an, Monet!


Mens urterne vokser til går jeg i krig med området, der støder op til urtehaven. Som det ses her er det et vildnis af lyng og selvsåede træer.

I modsætning til trillebøren er det ikke lykkedes mig at få fast arbejde, mit vikariat sluttede i april. Det er skidt for økonomien og fremtiden - jeg er trods alt snart 55 - men godt for haven, som jeg nu kan bruge en stor del af dagen på.

I det, jeg kalder skovhaven, bliver der rigeligt brug for al min energi. Næsten 20 små grantræer graver jeg op, lyngen fjernes, senegræs og andet ukrudt rystes fri af jord og køres væk. Tilbage er et lille birketræ, enkelte rødgran, et piletræ af ukendt oprindelse og Lars' pæretræ.



Gode venner er ved at flytte og i deres 'nye' have trænges planterne, så de kommer med en trillebørfuld geranium, som jeg deler i mange små og planter ud mellem træerne. Rundt langs stykket bliver der plads til alle mine små immerbær, som længe har ventet i deres potter. De danner hurtigt en tæt grøn kant - og giver mange små lækre bær resten af sommeren.

fredag den 23. september 2011

Sybaritter på forårsferie

Jeg medgiver da gerne dem, som siger "hold da op, hvor I har udrettet meget..". Når jeg ser tilbage på det første år Lars og jeg boede sammen - ja, så har vi da ganske rigtigt udrettet temmelig meget her i Resenbro (og så har jeg endda glemt at fortælle om vinduesudskiftning, et ekstra badeværelse, diverse malerarbejder o.m.a.). Faktisk forstår jeg heller ikke selv hvordan vi har nået alt dét, for det jeg husker bedst, er alle de dejlige timer vi tilbragte sammen.

Efter at drivhuset var færdigetableret tog vi på en kort ferie. Jeg havde bestilt et billigt sommerhus ved Mårup Strand på Samsø (hvor vi begge har været tidligere, og som vi holder meget af), og midt i maj drog vi af med cyklerne på trækkrogen.

Det blev nogle skønne dage med cykelture i omegnen, traveture langs vandet og ikke mindst i Nordby Bakker, som for mig - i skønhed og storhed - kun overgås af Hammerknuden på Bornholm.



At trave gennem dette skønne område en hel dag, med madpakke og termoflaske i rygsækken og sin kæreste i hånden, er ganske enkelt vidunderligt og noget alle par burde gøre efter mindst én gang om året! Når jeg ser på dette forårsbillede får jeg lyst at sige lissom i eventyrerne:

"Hvem er smukkest i riget her, en kirsebærbusk - eller min hjertenskær?"





Jeg er sikker på, at vi godt kan blive enige om at de blomstrende vildkirsebær er fantastiske sådan en majdag!

Hjemme igen bliver mit med-flyttede kirsebærtræ flyttet endnu engang, for nu skal vi til at gøre lidt ved rodet og Lars har planer om at bygge et brændeskur i forlængelse af den nye garage.


De første Rhododendron blomstrer, og særligt den lille opstammede 'Scneekrone' , som vi købte til halv pris i efteråret, viser sig at være yderst blomstervillig. Det har den iøvrigt også været sidenhen.



Den sidste dag i maj er det forrygende sommervejr, og vi fejrer årsdagen for min flytning med en lang cykeltur ud ad den gamle 'jernbanesti' - og med rejer og hvidvin på terrassen - og passionsblomsten i drivhuset vælger at springe ud.

Lidt vemodig må jeg dog også mindes at det er årsdagen for min fars død, men jeg tænker at han ville have forstået min glæde over livet, for allerede da jeg var 15 kaldte han mig kærligt for "sybarit", og så måtte jeg jo have fat i leksikon.




torsdag den 22. september 2011

Drivhuspavillon og forårsfornemmelser

Drivhuset ankommer i papkasser og tunge rammer med glas. Heldigvis er Lars en dreven montør og vant til at arbejde med aluminiumsprofiler, så efter fælles gennemgang af den omfattende samlevejledning er han snart igang med at samle skelettet.

Vi har valgt en sekskantet pavillon, som vi synes passer bedst til de rammer vi nu engang har. Den er på 13 kvm, og med ca. 2 m sidehøjde kan pladsen udnyttes fuldt ud både til planter og mennesker. Vi glæder os til at kunne bruge glashuset i blæsevejr og bygevejr, til kaffepauser og middagsspisning hele sommerhalvåret.



Imens begynder jeg på mit eget lille projekt "omkring husgavlen", hvor jeg har besluttet at den sure græsplæne skal erstattes af et grønt bed langs husmuren og et hævet bed ud mod vejen. Der er det specielle ved vores rektangulære grund, at der langs hele langsiden er anlagt en privat adgangsvej til to huse. Denne vej er i sin tid hævet over grundens niveau, og har derfor medført at vi har en skrænt på ca. en meter i højden.

Jeg låner Lars' værktøj og går i krig med stolper, brædder, sav og skruemaskine. Resultatet er ikke specielt kønt - men brugbart!


I første omgang fylder jeg op med forhåndenværende sandjord, så må jeg se om jeg kan finde bedre jord til det øverste plantelag.

Påskegæsterne ankommer, Lars og Kristoffer slider hårdt med glasmonteringen og Tine og Rebecca hjælper mig med at køre jord til højbedet. Det er hyggeligt - og skønt at se arbejdet skride frem.


Lars lægger fliser i drivhuset og snart er det klar til at tage imod alle småplanterne, som venter i blomsterværkstedet. Kapilærkasserne og et lille havebord flytter ind, og den sommer bliver mange måltider spist i 'lysthuset'.


Rundt om drivhuset lægger vi lærkeflis, så der er tørt og rart at gå. Også mellem mine gavlbede lægger vi flis, og det hele begynder så småt at tage form.


I højbedet plantede jeg Bergena (kæmpestenbræk), hasselurt, løvefod og vedbend - alt sammen planter som stod i trængsel i betonkasserne under terrassen. Vedbend havde jeg forberedt ved at klippe rankerne i mindre stykker og sætte dem i vand til de slog rod. Bergena, Løvefod og Hasselurt kunne nemt deles i mange småplanter. Bagerst i bedet satte jeg en Laurbærkirsebær (impulskøb) samt en række af småbuske: små rodskud af en gammel Forsythia og stiklingeformerede Dværgsyren.

Til bedet langs gavlen måtte vi til gengæld spendere en tur til Lundhede planteskole, hvor vi købte 3 gode Rhododendron og et par kasser Vinterglans til bunddække. På det yderste hjørne mod haven tuskede jeg mig lige plads til et par af mine medbragte stauder - et par solhatte, en tidselkugle og en orientalsk valmue.

Sådan ser de ud i dag:

onsdag den 21. september 2011

Forårsdrømme og hårdt arbejde

Foråret 2009 starter tidligt, allerede i februar er det lunt og tørt nok til at forberede alle de drømme, vi har planer om at føre ud i livet inden sommeren kommer. Først og fremmest et drivhus, som jeg kan mærke at jeg slet ikke kan undvære.

Vi har forlængst besluttet os til hvor det skal stå, men derfra og til at muliggøre drømmen er der åbenlyst langt. Den kæmpestore gamle enebærbusk fylder for meget, og hele arealet er totalt dækket med lyng. Sådan så der ud 1. februar, da jeg finder spade og greb frem:




Lars finder samtidig motorsaven frem og gør et temmeligt stort - men nødvendigt - indgreb i kæmpebusken, som bliver beskåret ind til midten på den side, der vender væk fra huset. Dér har et gammelt vildæbletræ stået og hygget sig i umindelige tider og bredt sine vildskud ud; den tynde, skæve stamme syner ikke af meget. Til gengæld viser det sig at roden er megastor, og det kræver en hel dags hårdt arbejde at grave den fri.


Tålmodigt gennemgraver jeg et areal på omkring 30 kvm, trækker lyngplanter op og fjerner de tykke, seje rødder et spadestik ned. Som det ses på billedet ovenover er det ren sandjord, men det bliver til en del trailerlæs med rødder og græs, som Lars må køre væk. De største, forveddede lyngplanter kan gå i flishuggeren, men det er besværligt og langsommeligt.


Tilsidst lægger jeg et tykt lag sand og grus - som vi har tilovers fra forhaven - ud over hele arealet. Sådan, så er der klar til drivhusmontøren, men det må vente til påskeferien.



I det fjerneste hjørne af grunden ud mod vejen har jeg bestemt mig for at urtehaven skal være, men også her skal der slides før ønskerne kan realiseres. Der er ikke så meget lyng, til gengæld har de vilde kaprifolier bemægtiget sig denne del af haven, og det er ganske ubeskriveligt hvor mange rødder og udløbere disse smukke klatreplanter har. Som spaghetti ligger de under jordoverfladen og filtrer sig ind og ud mellem rødderne af de træer, som er fældet men ikke fjernet. Der står en kæmpe birkestub, som kaprifolien er ved at erobre, og jeg vælger at frede den netop dér.


Midt i marts

Planen er at fjerne så meget som muligt af de levende rødder, planere det skrånende areal ud med resten af sandet fra indkørslen, lægge træflis på og derefter bygge højbede til urtehaven. Et mindre stykke graver jeg dog mere grundigt igennem, for der skal være plads til et par frugtbuske - og asparges - og det dur altså ikke i højbede.

For at afgrænse 'urtegården' fra resten af haven sætter vi en hæk af Sargentsæble vinkelret ud fra vejskellet, og ved indgangen planter vi vores første (og endnu eneste) æbletræ, en Guldborg. I april er vi nået et godt stykke videre, men nu er det ved at være tid for drivhusprojektet. Min datter og svigersøn vil komme og hjælpe til i Påsken, og jeg glæder mig som et lille barn..

Urtehjørnet sidst i april

søndag den 18. september 2011

Vinterglæder

Det er vist på dette sted i historien, det er passende at sætte et par ting på plads!

Den mest anvendte bemærkning vi hører fra venner, familie, naboer og forbipasserende bekendte er nok: 'Hold da op, hvor I altid knokler - skal I da aldrig SLAPPE AF?'

Jo da, men der er andre måder at slappe af på end ved at lave ingenting. Vi nyder at arbejde i haven, og vi nyder at forbedre vores hjem så her er rart at være. Og så nyder vi også vores pauser sammen, for i weekenden skal der være tid til en formiddagsøl, frokost kl. 12, eftermiddagskaffe - og henad kl. 17 sluttes dagen af med en fyraftensøl. Uanset hvad vi har gang i af små og store projekter, så er det en absolut undtagelse hvis aftenen tages til hjælp, for i bund og grund er vi livsnydere der elsker god mad og et glas vin, og vi kan snakke timer væk over middagsbordet.

Og så er der jo alle de weekender, hvor vi kører østpå til familie og venner - eller har besøg af børn og børnebørn, søskende eller venner ovrefra. Eller når vi - som i julen 2008 - kører en tur til svigermor i Vorupør, traver en tur ved Vesterhavet og har friske fisk med hjem.



Denne jul er vores første sammen, og som altid med 'sammenbragte familier' giver det anledning til lidt overvejelser. Vores beslutning bliver, at vores juleaften skal holdes hjemme i Resenbro - også fremover. Med tilsammen 6 børn - spredte både aldersmæssigt og geografisk - og børnebørn, mødre og søskende, vil det altid være et umuligt puslespil at tilgodese alle.

Vi fælder et lille træ i haven og nyder at skabe vore egne, fælles traditioner.


Den lange juleferie bruger Lars også til at færdiggøre værkstedet med isolering, beklædning og reoler - og et fint hjørne til mig, hvor jeg kan stå og pusle om min småplanter til foråret. Det er en dejlig tid vi går i møde.


torsdag den 15. september 2011

Efterårstravlhed

Inden efterår og jobstart nåede vi også et par andre projekter.

Køkkenet trængte til en kærlig hånd, de sorte skabslåger gjorde rummet dystert og bordpladen var totalt nedslidt, så jeg startede med at slibe og male lågerne én for én. Den gamle laminat blev udskiftet med en massiv asketræsplade, og sammen med et nyt komfur og et mindre spisebord ændrede det hele karakter.

Og så drog vi i september af på vores første fælles ferie til Frankrig - for vi var jo nyforelskede, og tid til at være sammen, det SKAL der være plads til.




Garagen var det næste og noget større projekt. Den var mere end 40 år gammel, utæt og alt for lille til alt vores habengut. Mens jeg haltede rundt derhjemme, gik jeg derfor igang med at tegne og ansøge og indhente tilbud fra håndværkere - og så flyttede vi alt skramlet ud i et telt købt til formålet. Den gamle træbygning rev vi ned og kørte væk, og det nye værksted blev muret op i løbet af efteråret, men teltet holdt kun indtil den første storm lagde det ned.




Vinteren nærmede sig, men vi måtte leve med rodet derude indtil Lars fik tid at færdiggøre det nye værksted til indflytning midt i januar.



Til gengæld så resten af haven faktisk helt hæderlig ud dér i efterårslyset, og jeg havde allerede forårsplanerne klar i tankerne...

onsdag den 14. september 2011

Flytterod og potteplanter

..Tak for søde kommentarer til mit forrige indlæg. Jo, jeg har tænkt mig at fortsætte historien, for jeg synes den skal fortælles før jeg som 'blogger' kan lande dér, hvor jeg er nu..:

I flyttebilen havde jeg stuvet så mange planter som overhovedet muligt - i kasser, baljer og krukker. Ikke at jeg havde tømt haven på Lærkesvang, men der var enkelte småtræer jeg følte personligt for, og derudover var der allerede mange planter der kunne deles. Det var således små klumper af forskellige stauder, en hel del nye frøplanter som trængte til at blive pottet op, krydderurter og stiklinger af mange slags: minisyren, pil, sommerfuglebusk, hortensia, sankt hansurt og pelargonier.

Alt dette stod nu og sukkede efter hjælp i skyggen ved husgavlen, og i weekenden tog Lars mig derfor under armen og hjalp mig tilrette på en stol dernede. Så sad jeg lykkeligt og pottede alle min frøplanter: jordbær, katteurt, tagetes, solhat, purpursolhat og flere andre. På trappen op til terrassen fik jeg Lars til at stille potterne med pelagonier i parade, og mine kapilærkasser blev tilplantet med sommerblomster. Det var så absolut de første blomster i dén have..



Lars havde været flittig i foråret og havde fældet et par store træer i den bagerste ende af haven, nu blev vi enige om også at fælde de 2 fyrretræer, som stod nærmest huset. Det gav herligt meget lys, og stubbene blev straks taget i brug. På den ene står afskedsgaven fra mine kolleger på Sjælland stadig; en lille skulptur som mit dengang 5-årige barnebarn straks døbte "hurradamen".



De fleste billeder fra de første uger er taget her fra trappen, ganske enkelt fordi jeg stadig havde besvær med at hoppe ned ad den - men også fordi resten af 'haven' simpelthen var umulig at forcere. Først da Lars fik gang i rotorklipperen og - med kogler, lyng og sand fygende omkring sig - slog en sti rundt om den store enebærbusk, kunne han tage mig under armen og vise mig den fjerneste ende af haven.

Deroppe lå et kæmpebjerg af grene, som Lars havde tænkt sig at køre på lossepladsen. Overmodig, som jeg nu engang er, stoppede jeg ham og bad ham istedet køre min kompostkværn frem til "gangbar sti". Vel anbragt her bag maskinen kørte jeg grene igennem i timevis, efterhånden som Lars slæbte dem frem til mig. Al den gode flis blev spredt ud på hovedstien og mellem de Rhododendron og små opstammede træer, vi flyttede hertil fra deres trange kår i forhaven.




Således begyndte vores have lige stå stille, skridt for skridt, at træde frem fra vildnisset. Og mine skridt blev heldigvis også bedre inden jeg i september tiltrådte mit første job i Jylland.