torsdag den 11. august 2011

Stille dage i Magny

Magny les Villers er bare én af en stribe små vinbyer mellem Beaune - som kaldes Bourgognevinens hovedstad - og Nuit Saint Georges. Ikke den mest betydningsfulde og heller ikke den kønneste, men det er nu engang hér vi har lånt et hus, så vi går på opdagelse søndag eftermiddag. Husværten har beskrevet nogle traveture i området, bl.a. til nabobyen Pernand Vergeslesses, som lyder overkommelig, så vi tager fornuftige sko på og kaffekanden i rygsækken og følger anvisningerne.

Først gennem byens smalle gader, hvor vi må stoppe op for at beundre disse kæmpestore Hibiscustræer



og en fin og meget fransk forhave


Byen ender der hvor vinmarkerne begynder (eller er det omvendt?), og vejen snor og bugter sig op og ned med vin på begge sider indtil vi når en bakketop med formidabel udsigt. Byen Pernand kan vi endnu ikke øjne, derimod trækker mørke tordenskyer ind over os, så vi bestemmer os for at drikke kaffen der på toppen, siddende på en sten lidt fra vejen.


Bourgognes bløde bakker er lige så smukke som jeg husker dem fra år tilbage, og de begynder netop her hvor vi sidder og breder sig videre gennem landskabet helt ned til Beaujolaisdistriktet.

Vi nyder kaffen og udsigten og en kæmpe sommerfugl, som pludselig flagrer forbi os. Desværre er den væk igen før kameraet er fundet frem. Til gengæld får jeg snapshottet en vild Merian, som er nøjagtig identisk med min egen derhjemme...



På tilbageturen lægger vi først rigtig mærke til denne vidunderligt maleriske bakke med unge vinplanter, som jeg i parentes bemærket forsøgte at forevige med pensel og akryl en af de stille eftermiddage på verandaen:


Vi vender næserne mod Magny igen og følger en grusvej på 'bagsiden' af vinmarkerne, hvorfra der er milevid udsigt over den meget flade dal. I det levende hegn får jeg øje på noget, som jeg nok har hørt om men aldrig selv set: en mistelten har slået sig ned på en gammel, kroget tjørn. Nogle dage senere skal vi dog erfare, at det vist ikke er helt ualmindeligt her i området, men det vender jeg tilbage til.








På tilbagevejen gennem byen nyder jeg synet af modne ferskner, der bare sådan vælter ud over et hegn, og store smukke Hortensier i forfald.




Man kan godt gå hen og blive lidt misundelig på de franskmænd - her er stenet og tørt men alting gror som besat. Derhjemme har vi ikke haft blomster i vores almindelige Hortensier de seneste tre år...

1 kommentar:

  1. Hvor ser det dejligt ud :-) Jeg kommer helt til at savne Frankrig.

    SvarSlet