mandag den 13. juni 2011

Højsommerens festfyrværkeri



Pinsesøndag, tidlig morgen. Solen stiller skarpt på bassinet, hvor småfuglene allerede har travlt med at drikke, og nattens vanddråber glimter som diamanter på fingerbølplantens mange blomster.

Som festlige raketter står Digitalisspir over hele haven - hvide, lyserøde, cyklamen. Enkeltvis hist og her, andre steder i grupper, nogle små og ydmyge, andre rækker højt op over Rhododendronbuskene. Hele arrangementet så yndefuldt, at man skulle tro en verdensberømt havedesigner havde haft en finger med i spillet.

Det startede med en lille pose frø købt på Øm Kloster (her på Silkeborgegnen) for 3 år siden. Allerede året efter blomstrede de første planter, og overstadig som man nogle gange kan være det på en sensommerdag, rystede jeg de modne frøstande ud over bunddækket af granflis.

Nu nyder jeg festfyrværkeriet, hiver de planter op som står i vejen for andet og kratter småplanterne væk hvor de er uønskede. Tusindvis af småplanter, og jeg ryster ikke frøstandene mere, men nøjes med at glæde mig over de smukkeste blomster i min have en tidlig sommermorgen.


3 kommentarer:

  1. Sikke mange flotte digitalis du har. Det ser skønt ud :-)
    Jeg har ikke ret mange i år, underligt nok. Jeg tænker på om vinteren har været for hård ved nogle af dem.
    Jeg skal ihvertfald have rystet nogle flere frøstande i år :-)
    Fortsat god Pinse :-)
    Hilsen Hanne

    SvarSlet
  2. Hej Hanne, tak for din Pinsehilsen! Jeg har nu ikke indtryk af at mine Digitalis har taget skade af vinteren, men måske det er fordi det er nogle af de helt gamle sorter fra Ruder Konges tid? Her er i hvert fald mere end rigeligt af dem...

    SvarSlet
  3. Vidunderligt billede af din Digitalis i regnen. Det bliver så sanseligt!

    Marianne; Den Helbredende Have

    SvarSlet