fredag den 10. juni 2011

Det første indtryk af en ny have

Det var en kølig dag i april at vi flyttede ind på Lærkesvang. Gården havde stået tom en måneds tid, og 'mellemhandleren' Karsten, som havde købt ejendommen af stedets beboere gennem 30 år fordi han kunne bruge landbrugsjorden, tog pænt imod os. Han havde hidtil forpagten en del af marken, og det havde vi også en aftale om at han skulle fortsætte med. De 15.000 kvm jord var jo nok lige en smule for meget at anlægge have på..

Det var spændende at tage det hele i syne, jeg havde kun været her en enkelt gang i februar (hvor der stadig lå masser af sne), og Aage havde slet ikke været her før. Som små, ivrige børn løb vi hid og did og lukkede døre op for at se, hvad der mon gemte sig bag dem. Der var overraskelser, jo, men i det store og hele så det fornuftigt ud og idéer til renovering stod allerede i kø.

Den gamle, 3-længede bindingsværksgård er et kapitel for sig, som må vente til en anden gang, men haven omkring den var til at overse:

Ved indkørslen en kæmpemæssig, flot Kastanje, og under den tusindvis af erantis i blomst. Indimellem store klynger af Påskeliljer. Græsplæne med en række blandede buske langs hækken, 3 pæretræer, en gruppe gamle æbletræer, et par moreller og et temmelig stort piletræ. Langs hele sydsiden af huset en række med 2 slags planter, som netop var ved at bryde frem. Den dag kunne jeg ikke se hvilke, men det skulle vise sig at være fjerbusk og pæoner.

Mellem denne del af haven og 'urtehaven' stod et faldefærdigt og meget grimt plankeværk med betonstolper.

Den meget store urtehave bestod udelukkende af en jordbærmark, et par brombær- og ribsbuske og et lille drivhus med lidt krydderurter foran. På den anden side af drivhuset var endnu en græsplæne med en miserabel skurvogn. Også denne del af haven var skærmet af mod marken med en hæk af Naur.

Ingen tvivl om at hér var nok at tage fat på, men lysten og energien var stor så det var bare om at komme i gang!

Disse billeder er taget et par måneder senere:

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar