Mormorhuset

Som enlig var pengene små men drømmene større, så jeg endte med at købe et meget lille, 100 år gammelt hus i en lille landsby uden for Stenlille. Allerede første gang jeg så det var jeg sikker på at her skulle jeg bo resten af mit liv. Haven var lidt forsømt - huset havde stået tomt et års tid - men begge dele var overskuelige, så jeg flyttede glad ind i slutningen af oktober 2000.

De næste 5 år sled jeg med mange gør-det-selv projekter, både ude og inde. Det var ganske enkelt pragtfuldt at få lov til alting selv, ingen indblandinger og gode råd, kun min egen dømmekraft og mine egne kræfter. Huset blev hyggeligt efterhånden, og haven tog form allerede efter den første sommer.

Jo, det var et rigtigt Mormorhus, for kun 2 måneder efter overtagelsen blev jeg mormor til Rebecca. Hvor har vi to haft mange gode stunder sammen i det lille hus og ikke mindst i haven, hvor hendes 4-hjulede plastikhest blev sat i stald om aftenen, naboens høns blev besøgt flere gange om dagen, og hvor vi kunne plukke skovjordbær en stor del af året. Immerbær bærer nemlig frugt lige til frosten for alvor kommer.

Gør-det-selv-kvinden byggede sandkasse og højbede til urtehaven, gravede faskine til tagvandet, byggede havehegn og pergola, malede vinduer og facade, gravede ud til badeværelse og nyt stuegulv, lagde fliser både ude og inde, flettede pilehegn og flyttede grusbunker. Det var nogle herlige år, hold da op hvor havde man energi dengang!

Og så var der jo katten, som var utilnærmelig og sky men gerne tog imod den mad, vi satte til ham. Jeg spurgte Rebecca hvad vi skulle kalde katten. Lang tænkepause, så kom det fra den knapt 2-årige: "Hm, vi kan jo kalde ham Knud?"