torsdag den 26. maj 2011

Drivhuset

Det måtte jo komme, drivhuset, for jeg manglede et sted at sidde i haven når vejret ikke lige tillod opdækning under åben himmel. Huset havde ingen vinduer mod haven, og der manglede lys i den lille stue, så jeg regnede længe på muligheden for en udestue. Det lod sig ikke gøre hverken praktisk eller økonomisk, men at få opført et drivhus på 10 kvm var overskueligt.

Alle udplantningsplanterne stod parate da montøren endelig fik rejst huset i starten af juni. Soklen var støbt grundigt, men jeg skulle selv grave græsplænen væk inde i huset og jeg valgte at lægge fliser over det hele med det samme. Det blev da nogenlunde jævnt så de nyindkøbte kapilærkasser kunne placeres langs sydsiden, og et lille havebord og en gammel stol fra loppemarkedet fik plads i et hjørne med udsigt til blomsterhaven.

Hvor har jeg tilbragt mange skønne aftener dér, med min aftensmad, et glas vin og en god bog. Katten Knud kom troligt og lagde sig tilrette i græsset udenfor og ventede på resterne fra de riges bord. Trods den knebne plads var det også - med meget få undtagelser - hér Inga's og mine ugentlige "syaftener" holdt til hele sommerhalvåret. Fra april til oktober blev drivhuset det foretrukne opholdssted.

Planter skulle der nu også være plads til, tomaterne stortrivedes, et figentræ blev plantet direkte i jorden og fyldte snart den ene gavl, liljer i potter duftede himmelsk og en vinranke begyndte at brede sig langs nordsiden. I foråret kunne jeg opformere en hær af sommerblomster og stauder til senere udplantning, og om vinteren kom krukkerne med Hortensia indenfor.

Her er drivhuset nyt og endnu lidt bart:


og her er udsigten fra siddepladsen:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar